Arbejdspladser

Virksomheden der blev væk

Moosdorf Hegn lever og har det godt - fabrikken er bare flyttet

NØRRESUNDBY:Moosdorf Hegn har 115 år på bagen, og den gamle virksomhed lever og har det godt. Derfor er man hos Moosdorf ved at være træt af dagligt at blive konfronteret med rygtet om, at virksomheden skulle være lukket. For det er den ikke. Den er bare flyttet ind ved siden af LG Montage A/S på Lufthavnsvej i Nørresundby. Flytningen skete for et år siden, da LG Montage købte Moosdorf. Rygtet om virksomhedens død har imidlertid betydet, at Moosdorf har flere eksempler på, at tidligere nordjyske kunder er gået til de nærmeste konkurrenter i Viborg og Herning. Daglig leder Kurt Pedersen, der har været i virksomheden i 32 år, fortæller, at man ellers sendte et hav af breve ud til alle kunder for at fortælle, at Moosdorf stadig kører videre som selvstændig virksomhed, selv om den var købt af LG Montage. Men brevene er tilsyneladende blevet arkiveret lodret, og Kurt Pedersen erkender, at den mindre virksomhed, der omsætter for cirka 10 millioner årligt, ikke har været god nok til efterfølgende at gøre nok ud af markedsføringen. - Det har vi nok ikke været dygtige nok til at følge op på, siger Kurt Pedersen, der forklarer det med, at der gik en del tid, inden virksomheden for alvor havde gjort sig klart, hvilke konsekvenser flytningen har haft. Det fatale fotografi Kurt Pedersen mener, at en stor del af forklaringen på det trælse rygte skyldes, at man uge efter uge i annoncerne for erhvervsejendomme til salg kunne se et billede af Moosdorfs gamle ejendom på Fåborgvej, Aalborg Øst, hvor Moosdorf-skiltet stadigt hang på muren. - Jeg kontaktede til sidst ejendomsmægleren og bad ham om at lave et nyt billede, siger Kurt Pedersen med et syrligt smil. Siden virksomheden flyttede, er medarbejderstaben skåret ned fra 25 til 15 mand. Men virksomheden har nu ikke siddet med hænderne i skødet og grædt salte tårer. Et telemarketingfirma har været tilknyttet for at hjælpe med at finde nye kundekontakter, og en konsulent har bistået med hjælp til strategier for, hvordan de tabte markedsandele vindes tilbage. Og frugten af det arbejde er faktisk begyndt at kunne høstes. - Det er gået godt. Det må man sige, siger Kurt Pedersen om samarbejdet med de eksterne konsulenter. Han fortæller, at de seneste måneder er de mistede kunder på det nordjyske marked faktisk begyndt at blive opvejet af mange nye kunder uden for landsdelen. For eksempel har Moosdorf Hegn i øjeblikket flere opgaver i København, hvor der skal leveres altaner og trapper til boligbyggeri - lige som der er et hold i Norge for at sætte industrihegn op omkring en Bauhaus-butik. - Vi får stor reflektion på vores hjemmeside med henvendelser fra for eksempel Fyn, Sjælland og Lolland, fortæller Kurt Pedersen, Det er specielt efter nytår, at virksomheden har fået nye kundekontakter og mærket til øget ordretilgang. - Vi er netop begyndt at snakke om at ansætte flere folk igen, så det er jo positivt, siger Kurt Pedersen, der blandt andet har en aftale i ordrebogen om levering af en ny elektrisk hovedport til Aalborg Portland. - Vi er faktisk et levedygtigt firma med gode indtjeningsmuligheder og en god produktion, fastslår Kurt Pedersen.