Turisme

Virksomheder åbner for turistbesøg

Seks gange i løbet af højsæsonen kan turister få indblik i hvad der foregår på Hirtshals Havn i løbet af en tidlig morgen.

Flyværkstedet ScanTech åbner to gange mere dørene for turister og lokale.Foto: Hans Ravn

Flyværkstedet ScanTech åbner to gange mere dørene for turister og lokale.Foto: Hans Ravn

Første gang på fredag 27. juni, hvis der er nok tilmeldte. Det starter på Norgeskajen kl. 6.45, hvor deltagerne fra mødestedet Gårdsbos Fiskehandel går over i den nye fisketerminal og følger en fiskeauktion. Derefter går turen over havnen til Cosmos Trawl og Fiskernes Kasseudlejning. Den to timer lange virksomhedspakke gentages allerede 4. juli, og desuden sidst juli og i august. Pakken er også et udtryk for, at Toppen af Danmark i årets katalog med Gode Historier har fået en del virksomheder med på en aftale om, at de åbner dørene for turister og lokale, der gerne vil have et indblik i en ellers skjult verden for dem. En anden og noget speciel virksomhed, som byder folk indenfor nogle gange er flyværkstedet ScanTech ved Sindal Lufthavn. Her skulle det første arrangement have været holdt i tirsdags, men blev aflyst på grund af for få tilmeldinger. - Det var lidt ærgerligt, men jeg tror besøget var fastlagt en uge for tidligt. Der er ikke rigtig kommet turister endnu, sagde adm. direktør Mads Jensen umiddelbart efter aflysningen. Han tror der vil være noget større interesse for næste gang tirsdag 1. juli. Tilmeldingen sker via Sindal Udviklingscenter senest dagen før. Arrangementet gentages sidst i juli. Besøg på AVV, Aurion og et indkig i kulissen hos Nordsøen Oceanarium er andre lokale eksempler, og derudover er der også virksomheder at besøge på Læsø og i Frederikshavn Kommuner.