Nordjylland

Virksomheder føler sig udenfor

Foredragsholder opfordrer det offentlige til at tage sig sammen

Ambulancechef for Falck i Region Nord, Kjeld Brogaard, præsenterede konferencedeltagerne for de nordjyske ambulancer, der er ved at blive udstyret med både elektronisk patientjournal og videoudstyr, så for eksempel lægen på sygehuset straks kan begyn

Ambulancechef for Falck i Region Nord, Kjeld Brogaard, præsenterede konferencedeltagerne for de nordjyske ambulancer, der er ved at blive udstyret med både elektronisk patientjournal og videoudstyr, så for eksempel lægen på sygehuset straks kan begyn

"Det er os, der står herude og banker på". Med den let omskrevne strofe fra en kendt popsang forsøgte Lars Horsholt Jensen, projektleder i organisationen BrainsBusiness, i går på en konference at forklare, hvordan erhvervslivet tit har det i forhold til det offentliges brug af velfærdsteknologi. Virksomhederne vil gerne ind i varmen og have en bid af det voksende marked for teknologiske løsninger på sundhedsområdet. Men det kan være svært at få foden indenfor. Meldingen faldt på en konference om sundheds- og plejeteknologi for offentlige og private aktører. Konferencen var arrangeret af de nordjyske kommuner og Region Nordjylland, der havde inviteret blandt andet Lars Horsholt Jensen til at komme med et oplæg. Han er projektleder i et stort privat/offentligt partnerskab indenfor krydsfeltet information, kommunikation og teknologi: BrainsBusiness. - Det offentlige står på sin side og siger: "Hvad kan I levere", mens virksomhederne spørger: "Hvad vil I have?" Lars Horsholt Jensen opfordrede de offentlige aktører til at gøre deres problemer synlige. - Virksomhederne kan ikke give jer svaret på, hvad jeres problem er. Men der er en enorm energi i det, der ikke fungerer. Det er det, der er benzinen i innovationen. Nemmere for virksomhederne bliver det ikke af, at der er fire meget forskellige markeder for velfærdsteknologi, pointerede Lars Horsholt Jensen. For det første hospitalerne, hvor overlægen afgør, hvad der købes ind. Desuden området for sundheds-it, der skal få administrationen til at fungere bedre. Her bestemmer typisk regionens it-afdeling. Kommunens it-afdeling har fat i den lange ende, når det gælder plejen af ældre og syge, og endelig er der det private marked for den enkelte forbruger. Samtidig pegede projektlederen på, at velfærdsteknologi er et vækstområde, både i Danmark og globalt. Det bar konferencens mange konkrete eksempler da også vidnesbyrd om. Eftermiddagen igennem var der demonstrationer af alt fraintelligente gulve, der hjælper mod faldulykker, til intelligente lagener og Region Nordjyllands nye avancerede ambulancer.