Advokatvirksomhed

Virksomheder går glip af forsikringspenge

Nordjyske virksomheder er for dårlige til at hente penge hos forsikringsselskaberne.

SÆBY:Der står ikke et amerikansk flag i haven hos erstatningsadvokaten Anker-Laden Andersen. Men der er næsten noget amerikansk over den udvikling, som Sæby-advokaten de seneste år har været med til at præge i Danmark. Advokaten er blandt andet kendt fra sager, hvor danske rygere kræver erstatning fra tobaksindustrien. Men også forsikringsselskaberne nikker genkendende til navnet på den nordjyske advokat, der banker hårdt på deres døre for at hive erstatninger i land. Spørger man manden selv, så handler det om at kræve sin ret. Og netop det gør alt for få virksomheder i Nordjylland og resten af Danmark, når deres medarbejdere kommer til skade. - Mange virksomheder overser helt muligheden for, at forsikringsselskaberne skal betale for de ekstra udgifter, som man får, når en medarbejder kommer til skade. Og det gælder både, hvis skaden sker på arbejdet eller i fritiden, forklarer Anker-Laden Andersen. Penge til vikar Et godt eksempel er en medarbejder, der kører galt med sin bil. En anden bilist har skylden, og i det tilfælde skal forsikringsselskabet ikke kun betale erstatning til den syge medarbejder og eventuelt til kommunen, der udbetaler sygedagpenge. - Nej, virksomheden, hvor den skadede arbejder, har også et krav. For eksempel på penge til at hyre en vikar, mens den syge medarbejder er væk. Desværre kender alt for få virksomhederne deres ret. Eller også lader de sagerne ligge, fordi de tror, at det kræver en masse papirarbejde, siger Sæby-advokaten. Anker-Laden Andersen tilbageviser papirbøvlet som en myte. Og han afviser også, at hans udmelding blot handler om at få nogle ekstra kunder ind i butikken. Det handler først og fremmest om princippet. - Forsikringsselskaberne har pligt til at betale en erstatning. Og så skal de selvfølgelig gøre det. Samtidig er de penge, som firmaerne kommer til at betale for at få sagerne bedre undersøgt, med garanti mindre, end det der kommer ind igen, siger Anker-Laden Andersen.Advokaten mener dog, at den største gevist er, at virksomheder slipper for at fyre syge medarbejdere. - Det er vigtigt at huske, at mange virksomheder i dag føler sig tvunget til at fyre syge medarbejdere. Men det kunne man undgå, hvis pengene til vikar blev hentet hjem fra forsikringsselskaberne. For så får den syge medarbejder tid til at blive rask, uden at det koster virksomheden dyrt, mener advokaten.