Uddannelse

Virksomheder gøres opmærksomme på praktikpladsmangel

Kommunen, LO og LBR slår nu pjalterne sammen i håb om at kunne skabe flere praktikpladser

Steen Christensen, Knud Kristensen, Hans Jørgen Kastberg og Gert Jakobsen præsenterede deres projekt på et pressemøde i dag. Foto: Lars Pauli.
Steen Christensen, Knud Kristensen, Hans Jørgen Kastberg og Gert Jakobsen præsenterede deres projekt på et pressemøde i dag. Foto: Lars Pauli. Lars Pauli

VESTHIMMERLAND: Bekymringen for fremtidens udbud af arbejdskraft, har fået LO, Vesthimmerlands Kommune og Det Lokale Beskæftigelsesråd til at lave et fælles projekt.

Målet er, at gøre virksomheder opmærksomme på problemet med for få praktikpladser i kommunen.

- Vi skal turde investere i fremtiden, og vi bliver nødt til at oplyse virksomheder om udfordringen - men også de muligheder de har. Lige nu, er der nogle virksomheder, som ikke lever op til deres ansvar, siger Hans-Jørgen Kastberg, der er formand for LBR, og selv har et tømrerfirma, hvor 8 af de 27 ansatte er lærlinge.

109 mangler praktikplads

109 unge har gennemført grunduddannelser på erhvervsskolen, men står alle uden praktikplads i Vesthimmerlands Kommune. Af de 109 er 59 kommet i skolepraktik, mens 50 er røget ud af systemet. Og det er et problem, hvis vi skal have kvalificeret arbejdskraft i fremtiden:

- Undersøgelser fra Region Midtjylland viser, at opførelsen af de nye supersygehuse kommer til at suge alle håndværkere til sig, når byggeriet går i gang. Det kommer også til at være et kæmpe problem i Nordjylland, hvis ikke vi gør noget nu, siger Gert Jakobsen, Formand for LO i Vesthimmerland.

- Vi er nødt til at tro på, at der kommer gang i økonomien igen. Lige nu ser det sådan ud, at hver gang to faglærte forlader arbejdsmarkedet, kommer der kun én ny ind. Det bliver et problem på lang sigt, siger Hans-Jørgen Kastberg.

Tirsdag 10. september inviterer de tre parter til møde, hvor de håber, at 50 virksomheder vil møde op, og være med til at diskutere, hvordan der kan skabes flere praktikpladser i kommunen.

Gå til relaterede emner

Forsiden