Skive

Virksomheder i ny emballage

Skandinaviens største producent af metalemballage overtager Skanem i Hjallerup og Skive

HJALLERUP/SKIVE:Skandinaviens største producent af metalemballager, Glud & Marstrand, overtager aktierne i norske Skanems virksomheder i Hjallerup og Skive. Overtagelsen forventes at ske pr. 31. marts, når due-diligence-undersøgelsen - der skal sikre køberen mod eventuelle ubehagelige overraskelser - er afsluttet. Selv om Glud & Marstrand A/S samlet set har den største markedsandel i Skandinavien, er der dog et enkelt område, hvor Skanem A/S hidtil har haft den største markedsandel: nemlig emballage til fiskekonserves - for eksempel dåser i makrel. - Her har vi kun en lille markedsandel, siger administrerende direktør Svend Brixen fra Glud & Marstrand, og fortæller, at overtagelsen af Skanems to virksomheder i Skive og Hjallerup vil vende op og ned på dét forhold. - Vi bliver dominerende i Skandinavien i alle segmenter, siger Svend Brixen fra hovedsædet i Løsning. Hvad overtagelsen vil komme til at betyde for de omkring 130 ansatte i Skive og 37 ansatte i Hjallerup, er endnu for tidligt at sige noget endeligt om, understreger Glud & Marstrands administrerende direktør. - Det er klart, at vi vil lære virksomhederne nærmere at kende, inden vi går ind og laver noget om, siger Svend Brixen, der dog understreger, at på længere sigt vil der komme nogle tilpasninger af strukturen i Skive og Hjallerup. På spørgsmålet, om det betyder nedlæggelse af arbejdspladser, svarer Svend Brixen: - Det er ikke målet med det, men man kan ikke udlukke det.