Forskning

Virksomheder skal stimuleres til at søge forskningspenge

Hjørrings erhvervsdirektør og Højteknologifonden på rundtur til udvalgte virksomhedsbesøg i kommunen

HJØRRING:Hjørring skal plottes ind på landkortet over steder, hvor Højteknologifonden støtter med forskningskroner til projekter. Derfor river direktør Bo Geertsen, Hjørring Erhvervscenter og fondens kommunikationschef Thomas Bjerre en dag ud af januarkalenderen for at fortælle nærmere om mulighederne for at få en bid af de 500 millioner kroner, der over en toårig periode er til rådighed for projekter. - Jeg er ved at finde fire-fem virksomheder, som kan være interessante at snakke nærmere med om de tilbud, der ligger i fonden. Som noget nyt vil Højteknologifonden denne gang også give støtte til mindre projekter, siger Bo Geertsen. Virksomhedsbesøgene er en opfølgning på et informationsmøde, som Hjørring Erhvervscenter holdt tidligere i denne uge. Her deltog kun 10-12 stykker. - Vi vidste også godt at der ikke ville komme så mange. Der er næsten ikke nogen her, som er bekendt med Højteknologifonden og de støttemuligheder, der ligger i den. Det er også baggrunden for, at jeg har aftalt med fondens kommunikationschef, at vi tager en runde til virksomheder i området, oplyser Bo Geertsen. Højteknologifonden blev oprettet i 2005, og har indtil nu ifølge fondens egen hjemmeside uddelt 574 millioner kroner til 43 forskningsprojekter og -platforme. Mange projekter er et samarbejde mellem forskningsinstitutioner og virksomheder. - Projekterne skal have et potentiale for kommerciel udnyttelse og have eksportmuligheder i sig. Hidtil er pengene kommet ud til de store byer, og det er ikke særlig overraskende. Der har været tale om ret store projekter, og det er også i universitetsbyer, at der er tradition for samarbejde, siger Hjørrings erhvervsdirektør. Næste frist for at søge midler fra Højteknologifonden er 4. februar 2008.