Sygdomme

Virus er som vækkelse

Sars er en påmindelse om menneskelig sårbarhed, mener dr.med. Sven Arvid Birkeland. Vi står så underligt magtesløse, når vi oplever, at et muteret forkølelsesvirus har potentiale til at slå masser af mennesker ihjel og slå bunden ud af økonomien i en stor del af verden. Men forløbet viser også, hvad der kan udrettes ved sundhedsmæssigt samarbejde på tværs af ideologier og grænser. Man kan spore spredningen via rejsende, der boede på bestemte hoteller og rejste med bestemte fly. Nogle har været superspredere. En læge, der havde behandlet Sars-patienter i Guangdong, rejste til bryllupsfest i Hongkong og smittede 80 mennesker på sit hotel. Alene fordi han hostede i en elevator, blev 12 smittet. En af hotelgæsterne rejste derefter til Toronto og smittede 300 mennesker. Verdenssundhedsorganisationen, WHO, placerer nu igen den canadiske by, Toronto, på listen over byer med Sars-tilfælde, ser jeg. Beslutningen blev truffet 26.5., da de canadiske myndigheder kunne rapportere om otte nye Sars-tilfælde og 26 personer, der er under mistanke for at være blevet smittet med lungesygdommen. Det er ellers ikke mere end 12 dage tidligere, at Toronto blev fjernet fra listen over Sars-byer. Foreløbig er 27 mennesker nu døde af Sars i Toronto. Canada er det eneste land uden for Asien, der har haft Sars-dødsfald. Hvorfor lige Toronto? Professor, dr.theol. Johannes Aagaard, gør sig bemærket ved at skrive om en anden form for "virus", som siden 1995 har inficeret det ene kirkesamfund efter det andet verden over. Det mærkelige er, siger Aagaard, at tilhængerne af den såkaldte Toronto-vækkelse tilskriver Gud Helligånd de fænomener, der er karakteristiske for "sygdommen": Folk falder om på gulvet, hulker af gråd eller skratter af grin. Det hele skyldes såmænd kun, ifølge Aagaard, udløsning af stoffet endorfin, kroppens eget morfin, et indbygget kemisk beredskab, der træder i kraft, når vi udsættes for chok, smerte eller stærke følelser. Hvorfor i alverden tilskriver man Gud Helligånd nogen andel i netop sådanne fænomener, som trives mindst lige så godt uden kristen sammenhæng? spørger Johannes Aagaard. Antager vi, at Sars kommer fra Djævelen, som så mange andre sygdomme, må man tro, at Toronto-vækkelsen kommer fra Gud og derfor skal forhindres i at brede sig, ved at folk ikke rejser derover. Når troen forbliver oppe i hovedet på folk, opleves den ikke, men den smitter til gengæld heller ikke -som Toronto-virus. Sært nok ligner virus og vækkelse lidt hinanden. Begge dør de ud efter at have raset en tid. Birkeland siger således, at den værste virusepidemi til dato var den spanske syge i 1918-19. 20-40 millioner mennesker døde, inden epidemien selv døde ud. Hvorfor epidemien fik et så voldsomt forløb, er fortsat uafklaret, ligesom man ikke ved, hvorfor den døde uden at slå alle mennesker ihjel. Vi lever i en evindelig symbiose med masser af virus, siger Birkeland. Vi kan ikke udrydde dem, men de "vil" heller ikke udrydde os. I så fald vil de jo selv gå til grunde. Dette besynderlige forhold synes at være årsagen til, at alle de store epidemier som "den sorte død", den spanske syge og andre influenzaepidemier efter voldsom hærgen blot døde ud. Det synes ikke svært at gætte, hvem der trækker i trådene. Som tidligere har jeg citeret helbredelsesprædikanten Charles Ndifon for troen på, at kræft tænkeligt er en form for udefra kommende åndelig besættelse. Til støtte for den tanke siger nu dr.med. Sven Arvid Birkeland, at der eksisterer en balance mellem virus og immunforsvaret, der kan "tænde" og "slukke" for kræften. Vi regner i dag med, at i hvert fald 15 pct. af al kræft er forårsaget af virus. Mange mener, at procenten er meget højere. Hvad er Sars, Kræft etc. andet end Satans angreb på mennesker uden et forsvar? Konklusionen kunne blive, at mennesker, i tro på Gud, får adgang til uanede ressourcer, men at der skal en viruslignende vækkelse til for at udløse dem. Kan tænkes, den er på vej. Aktuelt befinder vi os dog i en tilstand, hvor vi lytter mere til en dr.med. og dr.theol. i stedet for at lytte til den største af dem alle: Jesus selv. Fejlen er, at vi ikke læser i Bibelen og heller ikke tror, hvad der står. Og derved er vi alle på en måde blevet vaccineret imod kristendom. Vi har fået en lille smule kristen-syge sprøjtet ind med modermælken. Og når vi har fået det, bryder den store "sygdom" ikke ud, så længe vaccinen holder. Vi må, med andre ord, afvente ophør af vaccinens virkning, så vækkelsen kan bryde ud og komme til at smitte os. "Sygdom er alles herre", siger vi. Men vedtagelsen er nu ikke bibelsk. Jesus er nemlig Herre for alle, der tillader ham at være det. Og da vi ved, at han helbredte alle slags sygdomme, hvad han stadig kan, viser han derved, hvor sygdomme kommer fra: f.eks. Sars, Kræft og alt det andet. Knud Held-Hansen, Th. Staunings Vej 12, Aalborg SØ. E-mail: held@gvdnet.dk