Virus lever længe: Rengør hjemmet under influenza

Man kan smitte andre i op til syv dage, efter at man selv blevet syg. Derfor skal man have en grundig håndhygiejne og sørge for, at hele hytten er ren

Influenzasmitte sker blandt andet via dråber fra nys og hoste. Det kan også ske ved direkte kropskontakt som kys eller håndtryk, hvor hånden efterfølgende kommer i kontakt med øjne, næse eller mund. Foto: Colourbox

Influenzasmitte sker blandt andet via dråber fra nys og hoste. Det kan også ske ved direkte kropskontakt som kys eller håndtryk, hvor hånden efterfølgende kommer i kontakt med øjne, næse eller mund. Foto: Colourbox

KØBENHAVN:Usædvanligt mange danskere har denne vinter været sengeliggende med influenza, fremgår det af tal fra Statens Serum Institut.

Der går typisk omkring to dage, fra man bliver smittet, til man får symptomer, men faktisk kan der gå op til syv dage ifølge Statens Serum Institut.

Man smitter mest i de første tre til fire dage med symptomer. Når man har været feberfri i et døgn og i øvrigt føler sig rask, anses man for at være smittefri.

Virus kan også overføres til genstande som håndtag, forklarer overlæge Elsebeth Tvenstrup Jensen ved Statens Serum Instituts Central Enhed for Infektionshygiejne.

- Virussets overlevelse kan blive større, hvis de er indlejret i noget, der beskytter det. Så hvis de er indlejret i sekret som snot eller lignende, så vil de kunne overleve længere, siger hun og uddyber:

- Virus kan ikke formere sig, når de er uden for kroppen, som bakterier kan. Det kræver, at der er en celle, virus kan leve i, men virus kan stadig overleve, selv om de ikke formerer sig. Normalt vil vi sige op til et par dage, forklarer Elsebeth Tvenstrup Jensen.

Gør håndtagene rene

Rører man derfor ved et håndtag, som en syg person netop har rørt ved efter at have nyst i hånden, er der risiko for at overføre virusset til sig selv. Det gælder særligt, hvis man efterfølgende har slimhindekontakt ved eksempelvis at gnide sig i øjnene eller røre sig ved næsen og munden.

Derfor beskytter man nemt sig selv og andre ved at vaske hænder jævnligt, siger Elsebeth Tvenstrup Jensen.

- Hvis man nu i hjemmet skulle gøre en indsats for at forebygge influenza, så ville det være sådan noget som at tørre håndtagene af og gøre dem rene en gang i døgnet.

- Det vigtigste er i virkeligheden at fjerne det, som virus kan overleve i. Her virker almindelig rengøring med almindeligt rengøringsmiddel helt fint, siger Elsebeth Tvenstrup Jensen.

Håndvask er nok

Smittefaren er størst, når mange mennesker er samlet det samme sted. Og derfor kan det også være nødvendigt at tage skrappere midler i brug her.

- Ude hvor mange sårbare mennesker er samlet - for eksempel på hospitaler - kan det også være fornuftigt at desinficere, men det vil jeg sige, at man ikke behøver at gøre derhjemme.

- Håndvask er i virkeligheden nok, men har man ikke mulighed for det, kan man desinficere hænderne, hvis man har nyst, siger Elsebeth Tvenstrup Jensen.

Der er heller ikke nogen grund til at spille helt og tage på arbejde, hvis man reelt er syg. Der skal man vise andre mennesker det hensyn at blive hjemme, råder Elsebeth Tvenstrup Jensen.

Fakta: Forebyg influenzasmitte

- Influenzasmitte sker via dråber fra nys og hoste. Det kan også ske ved direkte kropskontakt som kys eller håndtryk, hvor hånden efterfølgende kommer i slimhindekontakt med øjne, næse eller mund.
- Undgå tæt kontakt med influenzaramte personer, og hold selv afstand, hvis du er syg.
- Hvis du skal nyse, så gør det i et engangslommetørklæde - eller til nøds i ærmet. Nys eller host ikke ned i hænderne.
- Vask hænder hyppigt. Særligt hvis du har nyst, hostet eller pudset næse.
- Vask hænder, før du rører ved øjne, næse eller mund. Det nedsætter risikoen for smitte, selv om du skulle have fået det på hænderne.
- Sørg for, at fælles ting og overflader bliver holdt rene ved almindelig rengøring.
Kilder: ssi.dk, Rådet for Bedre Hygiejne, sundhed.dk, sikkervaccination.dk.

/ritzau fokus/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.