Virus lukker USA's produktion af raketter til månerejsen

To Nasa-centre er lukket ned, og det er uklart, hvornår Nasa kan komme videre med rumproduktion.

BRUXELLES:Overalt, hvor coronavirus spreder sig, sættes tingene i stå, og det samme er tilfældet hos Nasa, der arbejder på at sende amerikanere til Månen om fire år.

En person, der arbejder på Stennis Space Center, er konstateret smittet med coronavirus, og der er sket en stigning af smittede i området.

Det har fået lederen af den amerikanske rumadministration (Nasa), Jim Bridenstine, til at lukke de to raketproduktioner. Det meddeler han i en skriftlig udtalelse.

- Vi må erkende, at det får konsekvenser for Nasas missioner. Mens vores mandskab arbejder på et overblik og på at begrænse risikoen, så ved vi, at medarbejdernes helbred og sikkerhed har højeste prioritet, siger han.

Bridenstine har lukket Michoud Assembly Facility, der ligger i New Orleans, og Stennis Space Center i Hancock County. De to centre ligger i to forskellige delstater, men der er kun tre kvarters bilkørsel fra det ene til det andet.

Der er foreløbig ingen meldinger om, hvor længe centrene vil være lukket ned.

Men det er ikke første bump på vejen for missionen. Der har været en række problemer i forberedelser til den første månerejse i snart 50 år.

USA har ikke været på Månen siden 1972, da missionen Apollo 17 landende.

Eugene Cernan og Harrison Schmitt gik dengang en tur på Månen. De havde fem mus og en pilot, som dog forblev i rumkapslen, med.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.