Virusfrygt udskyder japansk baseball og fodbold

I Japan har man valgt at udskyde sæsonstarten i baseball, der var sat til 20. marts.

Japan skal være vært for OL til sommer, men lige i øjeblikket må landet udskyde en række kampe i forskellige sportsgrene.

Japan skal være vært for OL til sommer, men lige i øjeblikket må landet udskyde en række kampe i forskellige sportsgrene.

TOKYO:Mindre end fem måneder inden sommer-OL udskyder værtsnationen Japan nu sæsonstarten i baseball.

Det skyldes frygt for spredning af coronavirus.

Den professionelle baseballsæson stod til at begynde 20. marts, men premiererunden er nu udskudt.

- Vi har besluttet at udskyde åbningen. Vi sigter efter at indlede ligaen i april, siger Atsushi Saito, kommissær i ligaen Nippon Professional Baseball, ifølge AFP.

Ikke siden 2011, hvor der var jordskælv i Japan, har man udskudt kampe i baseball.

Det er blot den seneste af mange sportsgrene, der er ramt af udskydelser og aflysninger grundet coronavirus.

Baseball er en af de meste populære sportsgrene i Japan. Der er titusinder af fans til de fleste kampe.

Der skal heller ikke spilles fodbold i den bedste japanske række i marts. I forvejen var ligastarten udskudt til midten af maj, men mandag er ligaen endnu en gang udskudt.

Det oplyser den japanske tv-station NHK mandag ifølge Reuters.

OL i Japan er sat til at begynde 24. juli, men de mange aflysninger og udskydelser har rejst usikkerhed om, hvorvidt legene kan afvikles efter planen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.