Virusorm på vej til at klinge af

KØBENHAVN:Computerormen Sobig.F, der har generet pc-ejere internationalt den seneste uge, synes nu at være i klar nedgang på danske pc'er. Ifølge de seneste tal fra TDC, en af de førende internetudbydere, blev der mandag morgen sorteret mellem 12.000 og 15.000 virusmails fra i timen. Dermed er man kommet ned i et mere fornuftigt leje. I sidste uge var man med TDC's filter oppe på ca. 50.000 i timen, og der var skabt en lille usikkerhed i weekenden, hvor tallet ikke var faldende fra fredag, men snarere steg en anelse til ca. 40.000 i timen. - Selv om aktiviteten måske stiger lidt i løbet af mandag formiddag, vil der stadig være tale om et markant fald. Nu ser det ud til, at vi begynder at få et fald i aktiviteten, så vi er på vej ned på det niveau, hvor vi bør være, siger Per B. Hansen, sikkerhedschef hos TDC. TDC har lagt et filter i sit e-mail-system og har rimeligt held med at opfange computerormen, fordi den er forholdsvis let at genkende. Per B. Hansen vurderer, at faldet i ormeaktiviteten kan tilskrives, at mange pc-ejere efterhånden har fået renset deres maskiner og opdateret sikkerhedssystemet. Samtidig glæder han sig over, at det er lykkedes at forhindre virusormen i at opdatere sig, fordi man har lukket af til de servere, som skulle stå for denne "service". TDC forventer nu, at virusangrebet vil klinge yderligere af de kommende dage, så man ved ugens slutning kan være nået så langt, at virusfiltret kan pilles ned igen. Nye trusler kan dog være på vej. Skaberen af Sobig.F-ormen ventes i de kommende uger atter at forsøge at skabe et stort netværk af pc'er, som overtages for at blive gjort til del i internetangreb, advarer udenlandske sikkerhedseksperter. Et sådant automatisk angreb, som blev søgt iværksat fredag, blev forhindret af amerikanske myndigheder og sikkerhedseksperter, inden det nåede at tage kontrol over 100.000'er af inficerede pc'er og dermed muligvis lamme internettet. Tidligere varianter af Sobig.F har testet forskellige metoder til at replicere sig selv, og for hver gang er metoderne blevet mere sofistikerede, fremhæver Vincent Weafer, seniordirektør i sikkerhedsfirmaet Symantecs center for sikkerhed. - Der har været en række af forskellige orme med et større mål for øje - at skabe dynamiske pc-robotter, der kan opdatere sig selv, siger Vincent Weafer til Reuters. Virusangrebet, der blev lanceret sidste mandag, syntes ved ugens udgang at tage af også internationalt. 20 computerservere, der spillede en hovedrolle i angrebet, var taget ud af drift allerede fredag. /ritzau/