Vise klamphuggere

Prøv at forestille dig, at du fast benyttede et bestemt håndværkerfirma.

Og uanset om det så skulle bygge ny carport, nyt køkken, tapetsere eller lægge gulv, så meldte firmaet sig klar til at løse opgaven og dukkede hver gang op med en værktøjskasse, der kun indeholder en skruetrækker og en hammer. Spændende vil nogen mene, men for dem af os, som ikke ønsker at bo midt i et installationskunstnerisk morads, vil der blive takket pænt af til håndværkerne. Hammer og skruetrækker er udmærkede og nødvendige værktøjer til nogle opgaver, men ikke til at male loft. Sådan er det også i økonomien. Rette redskaber til rette tidspunkt. Desværre lader det til, at en bred vifte af økonomer – altså håndværkere – har indskibet sig på ovennævnte logik og har en værktøjskasse, hvor hammeren hedder efterløn, og skruetrækkeren hedder dagpenge. Og herfra bydes der så på den ene opgave efter den anden, og vi får alle at vide, at kun netop de to redskaber kan bruges til at renovere velfærdsbygningen. Der er mange gode grunde til at forhindre de håndværkere i at få entreprisen. Allerførst efterløn. Jeg var med til at forhandle efterlønsjusteringen i 2006 – velfærdsforliget. Her blev der som noget helt unikt fastlagt, at efterløns- og pensionsalderen skubbes i vejret i takt med stigende konstateret levetid. Det er fastlagt sådan, at den gennemsnitlige levetid minus 19,5 år udgør det tidligste pensionstidspunkt, dvs. tidspunktet for, hvornår man kan gå på efterløn. I al fremtid vil denne grænse blive hævet i forholdet 1 til 1. Et års yderligere gennemsnitlig levetid bliver omformet til 1 år mere på arbejdsmarkedet. Det er, som tidligere finansminister Thor Pedersen – som dygtigt ledede forhandlingerne – sagde, at når den dag oprinder, hvor vi bliver i gennemsnit 1000 år, så er der dømt tidligste pensionsalder på 980,5 år. Kigger vi ud over hele OECD-området, finder vi ikke mage til striks indretning. De fleste andre lande har ingen særlige regler for hævelse af pensionsalder, og andre har valgt at inddrage f.eks. 80% af restlevetiden til arbejdstiden og 20 pct. til mere fritid, dvs. pension. Kigger man på selv samme lande, vil man kunne iagttage, at det gennemsnitlige pensionstidspunkt ikke indikerer, at Danmark skulle have nogle særlige problemer. Vi ligger midt i feltet og vil fremover rykke op i takt med at reformen indfases. Indvendingen kan selvfølgelig være, at det ikke går stærkt nok. At vi skulle have mere fart på frem for at regulere første gang i 2019. Men her bør det være logik for økonomer, at hvis man ikke giver et tilstrækkeligt varsel til, at folk kan nå at indrette deres pensionsopsparing, så undermineres alle de forudsætninger, som folk har indrettet deres opsparing på, uden at de har nogen chance for at ændre ved den virkelig. Hertil kommer, at en meget hurtig indfasning ville ramme grupper, som i 60’erne og 70’erne stadig var udsat for meget dårligt arbejdsmiljø og deraf er nedslidte uden kræfter til at blive længere på arbejdsmarkedet. Konklusionen er klar: Der er renoveret rigeligt med efterlønsværktøjet. Det værktøj skal ikke bruges foreløbigt og politikerne i Folketinget må lægge det tilbage i kassen. Alt andet vil være en hån mod borgerne, og vil kun være et vidnesbyrd om et bagvedliggende ønske om afskaffe efterlønnen. Så er der dagpengene. Her dukker der jævnligt alvorstunge entreprenører frem på scenen med det ene forslag efter det andet til beskæring af dagpenge. Rask væk bliver der argumenteret med, at længden af dagpenge er al for lang, eller at det er for nemt at genoptjene retten til dagpenge. Filosofien er åbenbart den, at folk benytter dagpengeretten til at holde fri, putte sig, svindle, dovne eller hvad ved jeg, og hvis man strammer op, så finder flere folk arbejde og arbejder hurtigere. Jeg kan huske debatten i 80’erne med masser af ledige, hvor påstanden fra borgerligt hold var, at der var arbejde til dem, som virkelig gad at finde et, og at resten mere eller mindre nassede på fællesskabet. Jeg ved ikke, om det er fordi, vi har givet for få penge til arbejdsmarkedsforskning eller udvikling af økonomisk teori inden for de sidste par år, men et lynhurtigt studie af arbejdsmarkedets udvikling inden for de sidste 10 år giver da et spændende indspark til dem, som vil vide mere. Eksempelvis lykkedes det jo at opnå faktisk fuld beskæftigelse med det nuværende dagpengesystem. Det var næsten umuligt at opstøve en eneste langtidsledig. Og faktisk skete der også det, at arbejdsstyrken blev udvidet – de mennesker, som var røget ud af arbejdsmarkedet kom ind igen i stort antal, så snart der var en chance for at få et job igen. Så meget for påstanden om de dovne ledige. I modelberegninger hævdes det at en opstramning af dagpengene kan skaffe et nettobidrag på 10.000 flere til arbejdsstyrken. Den logik kan betvivles, og under alle omstændigheder er det langt fra en imponerende målsætning at stræbe efter i en tid, hvor regeringens manglende vilje til at sætte gang i den danske vækst fører til, at mere end 1000 danskere mister arbejdet hver uge. Dagpengesystemet skaber tryghed for folk og særlig for dem, som har høj risiko for ledighed. Skulle man kritisere dagpengesystemet for noget, er det den faldende kompensationsgrad og manglende fleksibilitet til at tage uddannelse og tilbud om tidlig aktivering. Når vi skal sikre vores fælles hus - velfærdssamfundet – fremover, så vi sikrer, at der er tilstrækkelig arbejdskraft, skal vi ikke slippe klamphuggere løs med hammere og skruetrækkere. Der skal bruges et varieret værktøjssæt. Og forudsætter vi, at diverse økonomer og regeringen får øje på, at der har været vandskade i kælderen og brand i taget – finanskrisen og økonomisk krise – og bruger lidt energi på at udbedre det først, så kan vi langsigtet renovere bedre og mere effektivt med følgende redskaber: Massiv indsats over for sygefravær. En halvering ville skaffe 70.000 flere sæt hænder. Ret til at gå fra deltid til heltid – Alene i den offentlige sektor vil det give op mod 7.000 ekstra par hænder på kontoen. Målrettet uddannelse til ufaglærte – Ca. 40 procent af de 30 til 69-årige har ingen erhvervskompetencegivende uddannelse. Det betyder, at en meget stor del af befolkningen er gået i arbejde direkte efter niende eller tiende klasse. Mange af de job, de ufaglærte varetager, flytter i stigende grad til udlandet og er sårbare i nedgangstider. Der er derfor brug for opkvalificering, og det haster. AErådet har beregnet, at vi i 2018 vil stå med et ”overskud” på ca. 150.000 ufaglærte, som vil få særdeles vanskeligt ved at bevare deres job, hvis vi ikke gør noget. Omvendt vil de danske virksomheder mangle ca. 70.000 faglærte lønmodtagere og ca. 60.000 med en videregående uddannelse. Værktøjet er uddannelse. Vi skal sikre, at færre falder fra ungdomsuddannelserne, at flere på arbejdsmarkedet får efteruddannelse og at den enkelte ledige bliver tilbudt lige netop det uddannelsestilbud, som kan få ham eller hende i job igen. Derudover skal vi give bedre mulighed for deltidsarbejde, når man er kommet på pension – vi har foreslået retten til at tjene 60.000 kr. om året som folkepensionist uden at der bliver beskåret i sociale ydelser. Hvis vi gør det, får vi en værktøjskasse, der gør os i stand til at klare fremtidens udfordringer. Og så kan vi trygt have håndværkere i huset igen.