Lokalpolitik

Vision eller tilsvining?

Skal det kommende regionsrådsvalg i 2009 – og dermed Nordjyllands fremtid – afgøres i en bitter og personlig valgkamp, hvor partiernes kandidater kæmper om at svine hinanden mest muligt til?

Eller skal vi fortsætte en god nordjysk tradition om at dyste på visioner og konkrete bud på, hvordan vi sammen gør Nordjylland stærkere og bedre? Jeg ønsker klart det sidste. Og er ikke det mindste i tvivl om, at det store flertal af nordjyderne gør det samme. Også at dette gjaldt for Socialdemokratiet. Derfor undrer det mig, at Socialdemokratiet flere gange de seneste uger har forsøgt at kickstarte regionsrådsvalgkampen med dybe personlige angreb på Birgitte Josefsen, Venstres nyvalgte spidskandidat til regionsrådsvalget og andre Venstre-politikere. Det er selvfølgelig regionsrådsmedlem Poul Erik Andreasens (S) gentagne personlige angreb på Birgitte Josefsen og Kristian Andersen, der her tænkes på. Jeg har sammen med mange andre noteret mig hans grove angreb, og har også noteret mig kilderne til hans skriverier. Der er jo næsten igen grænser for, hvad man kan sige af dårligt om andre, hvis vi skal ned på det niveau, som den mangeårige socialdemokratiske politiker repræsenterer. Skal Poul Erik Andreasens personangreb fremover være Socialdemokratiets kammertone i den politiske debat? Mener Socialdemokratiet i Nordjylland virkelig, at personlige angreb skal være de redskaber, de politiske partier skal benytte sig af i fremtiden. Skal det kommende regionsrådsvalg udarte til en konkurrence om at partierne sviner hinanden mest til? Jeg vil meget gerne bede om en reaktion herpå fra den socialdemokratiske spidskandidat ved det kommende regionsrådsvalg. Så nu ser jeg frem til at Venstre med Birgitte Josefsen i spidsen får fortalt nordjyderne, hvilke visioner vi har for den Nordjyske Regions fremtid. Der skal ikke være nogen som helst tvivl og at Venstre her vil stå for en politik, som kan samle Nordjylland til gavn for alle.