Vision: Lystyachts som samlesæt

Brdr. Johansen-projekt kan skabe hundreder af arbejdspladser i Frederikshavn

Aalborg 9. september 2002 08:00

FREDERIKSHAVN: Brødrene Peter og Torben Johansen, der står i spidsen for henholdsvis Royal Denship og datterselskabet Scandinavien Yacht Interior, har en lys idé til den hårdt ramte værftsby Frederikshavn: Serieproduktion af lystyachts som modul-samlesæt. Den ny bådtype, som Royal Denship har udviklet, og som de gerne ser igangsat her og nu, kræver medvirken af et netværk af 25-30 lokale virksomheder, der skal levere de enkelte moduler, den kræver omskoling af arbejdskraft, og den kræver, at også kommune og havn spiller med, henholdsvis ved netværks-dannelsen og uddannelse samt den fornødne logistik/montagehal. Selv er Peter Johansen, der via sit selskab Royal Denship har superyacht-projekter i produktion for over en mia. kr. på bl.a. værfter i Skagen og Aalborg, klar til at investere et ikke ubetydeligt beløb i projektet. Han og Torben Johansen havde i sidste uge et flere timer langt møde om projektet med Frederikshavns borgmester Erik Sørensen (S), kommunaldirektør Karsten Simensen og folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S). - Der, hvor vi ser en mulighed for at gøre Martin-eventyret om igen, som borgmesteren har efterlyst, er en industrialisering af mellemmarkedet lystbåde/superyachts. Både, hvortil køberne ikke stiller de store individuelle krav, men vil være tilfredse med en standardløsning, oplyser Peter Johansen. Det mellemmarked, Johansen-brødrene sigter efter, er 24-27 meter (80-90 fod) lange glasfiberbåde til en værdi på omkring 30 mio. kr. stykket. - Helt små lystbåde bygges allerede som samlesæt i USA, og hvor fabrikken højst er syv timer om at færdiggøre en båd af enkeltdele. De større både kan bygges på samme måde, så de højst skal være undervejs i montagehallen i fem-seks uger, i stedet for som nu en byggeperiode på halvandet år, siger Peter Johansen, der forestiller sig en årsproduktion på 16 både og et afkast på ikke under 100 nye arbejdspladser. - Forinden skal hele den underskov af selvstændige virksomheder, der kan de her ting, hver især køres i stilling som underleverandører af de enkelte præproducerede moduler. Virksomhederne skal specialiseres til at kunne lave delene lokalt på deres værksteder, og ingen dele må være større, end at de kan stoppes i en container til montagehallen, siger Peter Johansen. - Selv er jeg klar til at investere betydelige summer, hvis det her kan køre højteknologisk, og hvis jeg og underleverandørerne kan få medarbejdere, der er villige til omskoling både fagligt og mentalt. Logistik og overordnet ledelse er vi klar til at stå for og kan tilbyde vores net af 500 forhandlere ude i verden, så bådene er solgt, inden de er bygget, men hvor næste skridt vil være lagerførende forhandlere. - Selve montagen i Frederikshavn kræver en meget stor hal på 5000-10.000 kvm., og her har havnen allerede vist, at den vil påtage sig halbyggeri til anden havneaktivitet, så hvorfor ikke igen, er Peter Johansens synspunkt. Det apteringsnetværk med base i Frederikshavn og rettet mod dyre lystyachts, som erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) netop har bevilget en mio. kr. til, foreslår Peter Johansen gjort meget bredere, så det ikke kun handler om aptering, men at alle de maritime og øvrige leverancer til modul-lystbådene også kommer med. Side

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...