Musik

Visionært koncert-forslag fra Lars Bang

STADIONKONCERTER: Det var med stor fornøjelse, jeg lørdag morgen læste i NORDJYSKE Stiftstidende, at byrådsmedlem Lars Bang Jensen relancerede forslaget om koncerter på Aalborg Stadion. Med det ny Stadion har Aalborg fået chancen for at trække de helt store navne til - og dermed chancen til for alvor at manifæstere byen, som et kulturelt kraftcenter - ikke bare regionalt, men også nationalt. Lars Bang Jensen har fuldstændig ret i, at det ikke giver mening, at så flotte faciliteter, som Stadion udgør, bruges så entydigt, når det også rummer mulighed for at danne en fantastisk ramme for en række store og spændende koncerter. I Aalborg skal vi naturligvis udnytte det potentiale, vi har. Folk forventer, at der sker noget i Aalborg - og det skal naturligvis honoreres så vidt muligt. Den ene undersøgelse efter den anden viser, at skal det blive mere interessant at investere og bosætte sig i Aalborg, så skal de kulturelle tilbud også være i orden. Men ikke nok med det, Aalborg skal brænde igennem, som stedet, hvor det sker. Kan Aalborg lægge scene til de helst store kunstnere, bliver Aalborg samtidigt promoveret landet over som en spændende, interessant og kulturel by. Et sted, hvor det er spændende at investere - og for unge mennesker at flytte til for at prøve lykken med studier eller andet. Det er netop denne udvikling, vi skal styrke, da den vil komme hele byen og alle byens borgere til gode. Som tidligere byrådsmedlem kender jeg udmærket til de forskellige argumenter, der kan forhindre visionen om koncerter på Stadion. Men jeg mener ikke, nogle få koncerter, som Lars Bang Jensen foreslår, kan være i strid med testamentet for området. Ligesom jeg heller ikke tror på, at beboerne i området for alvor kan gå imod så spændende et projekt - til gavn for så mange. At en række politikere tidligere har sagt, at de ikke kunne forestille sig koncerter på Stadion, forhindre dem efter min mening ikke i at blive klogere, når nye muligheder opstår - det kunne da lige passe andet. Borgerlisten og andres argumentation om, at man ikke må ændre holdning, når man først har sagt noget, forstår jeg slet ikke. Skulle det ligefrem være en dyd at være uimodtagelig over for nye ideer og argumenter? I Aalborg skal vi have modet til at sætte vor by på dagsordenen. Vi har meget at byde på og meget at være stolte af. Derfor skal vi også have modet og viljen til at realisere et spændende og visionært forslag, som dette. (forkortet af red.)