Visionen om Nordkraft

Aalborg Kommune købte i 2004 kraftvarmeværket Nordkraft med henblik på at skabe et center for kultur og idræt. Det skulle også skulle rumme virksomheder og i øvrigt myldre af mennesker dagen lang. Visionen lyder: ”Nordkraft-bygningerne danner en sammenhængende ramme for nye hybride udtryksformer og synergier i mødet mellem kultur og idræt”. Hensigterne blev beskrevet i en lokalplan, der blev vedtaget i oktober 2006. Byggeriet, den udvendige renovering, gik i gang juni 2007, og fortsatte med den indvendige renovering i 2008. Første del blev taget i brug i sommeren 2009 og resten bliver det efter planen i løbet af i år. Det er CUBO Arkitekter A/S, der er hovedrådgiver på projektet, og de har haft som opgave at respektere Nordkrafts rå og industrielle udseende. Bygningerne rummer i dag blandt andet spillestedet Skråen, biografen Biffen, Kunsthal Nord, restaurant Azzurra og en række mindre virksomheder samlet i innovationsmiljøet Dreamhouse. Senere er det hensigten - og kommunens håb - at flere virksomheder vil leje sin ind i bygningerne, hvor også Jako-Bole Teatret og Jomfru Ane Teatret samles i Teater Nordkraft. Aalborg Universitets idrætsuddannelse og en række institutioner og foreninger har eller får også hjemsted i Nordkraft. For eksempel Aalborg Kulturskole, KUL- ungdomsskolen, Den rytmiske dag- og aftenskole, Aalborg Kickboxing Klub, Sportskarate DK, SIFA og Aalborg Handicapidræt. Det bliver også øvelokaler til rytmisk musik.