Visioner eller mindste fællesnævner?

7. KLASSE: Det er med dyb forundring, vi følger de forskellige politikere og deres udmeldinger. Først har vi borgermøder inden kommunesammenlægningen, hvor alle politikere står på nakken af hinanden for at sige, ingen vil lukke skoler. Dernæst udmelder de så beregningsnøglen for skolernes budgetter, som rammer de små skoler. Og alligevel tillader de sig at sige, de har visioner i Rebild Kommune på skoleområdet. Ja, så må man jo sige hvilke visioner? På Hellum Skole betyder det en besparelse på ca. 1 million kroner ud af et budget på 4,5 millioner kroner, men vi har så fået 3 år til at finde de penge. Ja, hurra, må man sige, men det er sgu stadig 1 million. Så man vil ikke lukke skoler, men sulte dem ihjel, har man ikke noget problem med. Men så kan det jo være, vi kan få nødhjælp. Tja, man undres jo en del. Men så fik vi jo et positivt pust fra vores borgmester Anny Winther, som igen snakker visioner og mål for Rebild Kommune, men ingen skolelukning og plads til forskellighed. Men vi må jo konkludere, at den kvalitetsrapport, som kommunen bestilte, jo åbenbart ikke gav det ønskede resultat, hvor Hellum Skole, som den eneste skole i Rebild Kommune fik topkarakter. Hvorfor fastholde de store besparelser på den bedste skole? Går vi virkelig efter den mindste fællesnævner i Rebild Kommune? Eller sulter I den bare, til den ikke består en kvalitetsrapport? Selv i USA og England er man ved at få øjnene op for de åbenlyse kvaliteter, der er i en lille skole. Hvor man faktisk lukker store skoler og opretter mindre skoler. Men man ønsker måske ikke som politiker i Rebild Kommune at tage beslutninger, som er bedre og billigere på sigt?