Visionernes krig

USA's rolle i verden langt ind i fremtiden står på spil i den barske duel mellem den republikanske præsident, George W. Bush, og hans demokratiske udfordrer, John Kerry

Det ville være så underholdende, hvis ikke det var så alvorligt. I sin kamp for at bevare herredømmet og sit politiske liv udmaler George W. Bush sin modstander som en absurd tegnefilmfigur. I månedsvis har USA's iltre præsident med det tilstræbte cowboy-image fra Texas tæppebombet sin demokratiske udfordrer, senator John Kerry, med personlige angreb, hele og halve sandheder og bevidste fordrejninger. Kerry, fremgår det af Bushs tv-reklamer og taler, er ryggesløs, valen, principløs, forvirret, en skamløs opportunist og venstrefløjsekstremist. Først da præsidentens taktik begyndte at give sig udslag i meningsmålingerne, og Bush lagde an til at tage en afgørende føring efter det republikanske partikonvent for halvanden måned siden, begyndte den patricieragtige og snørklede senator fra Massachusetts omsider at give igen af samme mønt. Bøtten vendte for alvor, da det var Kerry, der lignede en præsident, mens Bush skar ansigt i den første af valgkampens tre tv-debatter. Siden har den daglige valgkamp været et sandt festfyrværkeri af løgne, modløgne, beskyldninger, modbeskyldninger og bitterhed. Vælgerskaren står lige så delt som kandidaterne. Meningsmålingerne balancerer på en knivsæg. Og alt tegner til, at valget bliver så tæt som præsidentvalget i 2000 med et lige så bittert efterspil. I 2000 mundede det ud i, at Bush besejrede demokraten Al Gore med fem stemmer mod fire i den amerikanske højesteret efter mange ugers valgskandale i Florida. Begravet under disse ugers duel på løgne og falske beskyldninger ligger den kendsgerning, at dette efterårs præsidentvalg er et af de vigtigste i USA's historie. Halvandet årti efter sejren over det sovjetiske kommunistimperium og tre år efter terrorangrebene 11. september, 2001, leder klodens enlige ubestridte supermagt efter sin rolle i verden. Et nyt verdenssamfund er ved at tegne sig. Det historiske vindue, hvori USA kan påvirke eller skabe fremtidens globale spilleregler, vil være åbent endnu et årti eller to, indtil de spirende økonomiske stormagter i Kina og Indien vokser sig til styrke og indflydelse. Så når godt halvdelen af de stemmeberettigede amerikanere afgiver deres stemmer 2. november, afgør de ikke bare, om Bush skal videreføre fire års ideologisk kamp imod det spinkle amerikanske sociale sikkerhedsnet, som blev skabt fortrinsvis af demokraterne i anden halvdel af det 20. århundrede. Kun et fåtal af dem er klar over det, men de lægger også en global amerikansk kurs langt ind i fremtiden. Den bedste beskyttelse Amerikanske præsidentvalgkampe drejer sig som regel om det nære, hvilket vil sige jobsikkerhed, økonomien og hvilken kandidat, der indgyder tillid. Udenrigspolitikken har i lange perioder stort set været et tværpolitisk anliggende, som vælgerne helst overlod til de folkevalgte og diplomaterne inden for Washingtons ringvej. Valget i 1968 var en undtagelse, da striden om Vietnamkrigen kostede præsident Lyndon B. Johnson ethvert håb om at blive genvalgt. Denne gang er Irak-krigen og krigen mod terrorismen måske det afgørende spørgsmål. Vælgerne vil have den leder, der kan yde den bedste beskyttelse mod nye terrorangreb på amerikansk jord. Hver kandidat søger at overbevise folket om, at hans plan yder den største sikkerhed. Men bag den hidsige debat mellem Bush og Kerry ligger globale visioner og udsyn, som er så forskellige som nat og dag. Bush satsede for halvandet år siden på, at hans såkaldte forebyggende krig mod Saddam Hussein ville give ham en urørlig status som krigspræsidenten, der satte en tyran ud af spillet, bragte fred og orden til et nyt Irak, jagede en skræk i livet på andre tyranner med terrorbagtanker og skaffede Mellemøsten af med en uromager. Alt sammen mens amerikanske forsvars-, bygge- og anlægskoncerner høstede gevinsterne på krigen og Iraks genopbygning til en demokratisk mønsterstat. I dag, da volden trækker i langdrag, og amerikansk blod fortsat flyder, er det Kerry, der satser på Irak-krigen som valgemne. I 2002 stemte han for at bemyndige Bush til om nødvendigt at gå i krig for at få Saddam Hussein til at makke ret. Nu siger han, at Bush misbrugte Kongressens tillid, sjoflede diplomatiet, FN og USA's allierede, vildførte det amerikanske folk og traf katastrofale beslutninger, som førte direkte til det nuværende blodige og kostbare kaos. Bush og Kerry har stort set samme plan for at få Irak-krigen afviklet. Den går ud på at gennemføre de planlagte demokratiske valg i Irak til januar og træne tilstrækkeligt mange irakiske politi- og sikkerhedsstyrker, så det kan blive muligt at trække amerikanske tropper ud. Begge siger, at de vil overtale de traditionelle allierede, som holdt sig uden for Irak-krigen, til at bidrage med fredsbevarende styrker og dele udgifterne, fordi fred og stabilitet i Irak også er i deres interesse. Kerry lover tillige at indkalde til et internationalt topmøde om det irakiske kaos, så snart han tiltræder som præsident. Bush, hævder han, har sat det globale sammenhold, som kom til udtryk umiddelbart efter 11. september, over styr, og præsidenten har ikke troværdighed eller omverdenens tillid til at genoprette det nødvendige tillidsforhold til USA's traditionelle allierede. Samme Irak-politik Bush har kun hån tilovers for udfordrerens Irak-oplæg. Min modstander siger, han har en plan, råber præsidenten i denne afsluttende fase af den amerikanske præsidentvalgkamp. Kig nærmere på den og I vil se, at den er en ren efterligning af min. Europæiske iagttagere, heriblandt Hans Hækkerup, har gjort samme iagttagelse og konkluderet, at der ikke er megen reel forskel på den Irak-politik, vi kan forvente fra Bush eller Kerry. Men den store og afgørende forskel er ikke det, de vil, men måden de vil det på. Irak-felttoget illustrerer det bedst. Bush står for en revolution i amerikansk udenrigspolitik. Da han styrede direkte mod krig i Irak, fulgte han sine neo-konservative rådgiveres ønske om at forlade sig næsten udelukkende på USA's egen militære magt. Formålet var at demonstrere, at den amerikanske supermagt kan handle egenhændigt og uden snærende juridiske eller andre bånd fra nogen som helst i det øvrige verdenssamfund. Bush betragter krigen mod terrorismen som et evindeligt militært felttog, som vil fortsætte, så længe de radikale islamister har fodfæste ude i verden. Han står fast på sin doktrin om forebyggende krigsførelse mod terroristerne og de kræfter, som han bedømmer som terroristernes beskyttere. Selv ikke de nu officielt anerkendte beviser for, at Saddam Hussein hverken havde masseødelæggelsesvåben, et aktivt atomvåbenprogram, bånd til Osama bin Laden og hans Al Qaeda-terrorister eller i øvrigt udgjorde en direkte trussel mod USA, får Bush til at give sig en tøddel. Efter 11. september må vi ændre vores tankegang. Vi må tage truslerne alvorligt - før de bliver ført ud i livet, siger Bush. For mig er den vigtigste brug af amerikansk magt at fremme frihedens sag. Hvis vi styrker friheden ude, skaber vi både en sikrere verden og et håbets Amerika. Bush har dermed forkastet mange årtiers tradition for at lægge vægt på at søge opbakning fra traditionelle alliancer og organisationer som NATO eller FN. Det var en tradition, som den første præsident George Bush leverede skoleeksemplet på, da han samlede en verdenskoalition bag sit felttog for at drive Saddam Hussein ud af Kuwait i Golfkrigen i 1991. John Kerry siger, at den nuværende præsident Bush og hans udenrigspolitiske revolution har fat i den forkerte ende. Kerry vil tilbage til den gamle strategi. Netop fordi friheden er truet, hævder han, er de traditionelle alliancer vigtigere end nogensinde. Ligesom alle andre amerikanske præsidenter vil jeg aldrig give andre lande eller organisationer vetoret imod USA's ret til om nødvendigt at handle på egen hånd. Men kollektiv handling virker stærkere i kampen mod terrorgrupper, der opererer og flytter deres pengemidler på tværs af alle grænser. Amerikansk hverdag I valgkampen lægger Kerry vægt på at lyde lige så håndfast som Bush, når han lover at forfølge og udslette Osama bin Laden og Al Qaedas terrorceller. Han taler også om at udvide det amerikanske forsvar med 40.000 mand og især styrke specialtropperne, der jagter terroristerne. Men mens Bush dagligt udmaler truslen fra terroristerne og lover vedvarende krigsførelse, har Kerry luftet tanker om at bruge diplomatisk pres og økonomisk og anden udviklingsbistand til at fjerne grobunden for terrorismen. For en uge siden talte han også om en mulig tilbagevenden til en amerikansk normalisering i stedet for den knugende frygt, som Bush-regeringen opretholder i den amerikanske befolkning. Vi skal tilbage til det punkt, hvor vi ikke er besat af terroristerne i vores daglige tilværelse, men hvor de mere er et irritationsmoment, sagde han til New York Times, idet han drog sammenligninger med organiseret kriminalitet og andre plager, som aldrig helt kan udryddes. Dybest set er det noget, man hele tiden bekæmper, men ikke noget, der truer med at nedbryde vores samfund, forklarede han. Bush var ikke sen til at hævde, at Kerrys udtalelse viser, at han intet forstår om den terrorfjende, USA står overfor. Vicepræsident Dick Cheney har mere end antydet, at Kerry er så naiv, at det vil øge sandsynligheden for et nyt terrorangreb på amerikansk jord, hvis han vinder valget. Men en analyse af Kerrys holdninger til militær amerikansk indgriben i hans 20 år som senator giver ikke indtryk af, at han er en due. Han stemte nej til at give den første præsident Bush forhåndsbemyndigelse til at gå i felten imod Saddam Hussein op til Golfkrigen i 1991. Men han støttede Bushs fjernelse med militær magt af Panamas diktator, Manuel Noriega. Han gik også ind for præsident Bill Clintons militære indgriben på Haiti. Og han talte for militær fjernelse af Saddam Hussein under præsident Clinton. I valgkampen raser Kerry over, at den nuværende Bush-regering undlod at sætte amerikanske specialstyrker ind og i stedet overlod det til afghanske militser at gøre det af med Osama bin Laden, da terrorlederen var omringet i Tora Bora under krigen i Afghanistan. Kerry påpeger også, at Bush har forsømt at tage mere håndfast på de spirende atomtrusler fra Iran og Nordkorea. Det er på høje tid, at USA får genoprettet respekten ude i verden, siger Kerry. Lad os stå fast på vores kurs, svarer Bush. Om godt to uger træffer de amerikanske vælgere deres valg mellem de to mænd og deres visioner.

Forsiden