Hirtshals

VisitDenmark uddelte 13-tal til Toppen

Bestyrelsesformand Georg Sørensen uddelte store roser til turistsamarbejde for at være forrest i skoene

HIRTSHALS:VisitDenmarks bestyrelsesformand Georg Sørensen gav tirsdag aften en stor buket roser til Toppen af Danmark for et turistarbejde helt i top. - I gør det smaddergodt og brænder igennem. I samarbejder bedre end noget andet sted i Danmark. Det er ikke noget jeg bare siger. Tro mig, jeg har været alle steder. Det man brænder for, bliver man rigtig gode til, og jeg kan mærke, at I har modet, målet og viljen til samarbejde. Her er I længder foran andre destinationer, sagde Georg Sørensen til godt 150 aktører fra det nordvendsysselske destinationssamarbejde. De var samlet til et fyraftensmøde på Nordsøcentret i Hirtshals for at høre mere om VisitDenmarks udviklingsprojekt med helårsturisme ved kysten, hvor Toppen af Danmark er udpeget til at være med som en af syv destinationer. - Men nu må I ikke hvile på laurbærrene. Med jeres projekt kan I være med til at sætte standarden for helårsturisme i Danmark. Projektet er ambitiøst, men ikke urealistisk, hvis I samarbejder. Samarbejde, samarbejde og samarbejde er det vigtigste til at sikre, at dansk turisme kommer til at ligge helt i top, lød det fra bestyrelsesformanden. Baggrunden for at vurdere turistindsatsen er en post som direktør i Herning Messecenter, Skandinaviens største messecenter. Georg Sørensen lagde ikke skjul på, at VisitDenmarks udviklingsprojekt for helårsturisme ved kystdestinationerne skal rette op på det seneste ti års krise for turismen på landsplan, hvor 30 procent færre tyskere overnatter i Danmark. Tilbagegangen opvejes dog delvist af stigende indenlandsk turisme. Derfor udpegede VisitDenmark før sommerferien syv destinationer i landet som udviklingspartnere for helårsturisme, mens 13 andre destinationer bliver læringspartnere. - At der er en bærende ide og strategi, og den stærke understregning af naturen var en meget afgørende faktor for udpegningen af Toppen af Danmark til udviklingspartner, understregede Georg Sørensen. Udviklingen af konceptet for helårsturisme fortsætter langt ind i 2008, og udførelsen sker i 2009-2015.