Vismændene: Danskerne vil bruge flere penge

De økonomiske vismænd ser lige så positivt på dansk økonomi som regeringen, men venter større privatforbrug.

27. maj 2014 16:00

Efter flere kriseår er danskernes optimisme vendt tilbage, og de vil bruge flere penge. Det vil være godt for den økonomiske vækst, da privatforbruget udgør halvdelen af bruttonationalproduktet, BNP.

De økonomiske vismænd spår i deres forårsrapport, at væksten i privatforbruget vil stige med 1,6 procent i år, 2,8 procent næste år og 3,2 procent i 2016.

Dermed er vismændene mere optimistiske i forventningerne til, at danskerne vil svinge dankortet end regeringen, der fremlagde sit syn på dansk økonomis udvikling mandag. Regeringen ser en stigning i privatforbruget på 1,7 procent i år og to procent næste år.

I 2015 ligger vismændenes skøn næsten et procentpoint højere end regeringens vurdering.

En andet af dansk økonomis vigtige trækheste er eksporten, der frem mod 2016 vil stige med knap tre og fem procent frem til 2016. Det skyldes, at der også er grøde i den økonomiske vækst i Danmarks eksportlande.

Det får vismændene til i deres krystalkugle at se den samme økonomiske vækst i bruttonationalproduktet, BNP, som regeringen: Det vil vokse med 1,4 procent i år og to procent næste år.

Væksten vil kræve flere i job. Det vil få ledigheden til at falde med 14.000, og beskæftigelsen vil stige med cirka 65.000 personer i perioden frem til og med 2016.

Vismændene erkender dog, at den positive optimisme hos forbrugere og erhvervsliv endnu ikke har givet sig udslag i tydelig økonomisk vækst i BNP eller i privatforbruget.

- Det kan ikke udelukkes, at opsvinget fortsat lader vente på sig. På den anden side er der et betydeligt opsparingsoverskud i husholdninger og virksomheder, som kan blive udløst pludseligt i form af hurtigt stigende forbrugs- og investeringskvoter, skriver vismændene.

Det vil ifølge vismændene kunne sætte gang i en positiv spiral med væsentlig kraftigere vækst end det, de har kunnet få øje på i glaskuglen.

Boligmarkedet er også ved at stabilisere sig, og vismændene ser generelle prisstigninger på enfamiliehuse fra 1,4 i år, 2,4 procent næste år og 1,8 procent i 2016.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...