Vismændene roser regeringen

Regerings økonomiske vagthund, vismændene, giver topkarakter til SR-regeringens økonomiske politik.

27. maj 2014 16:00

Thorning-regeringen får ros af de uafhængige økonomiske vismænd.

Regeringen fører nøjagtig den økonomiske politik, der er ansvarlig i årene efter krisen, der har været ekstra hård ved Danmark, blandt andet fordi der blev opbygget et boligboble i nullerne.

Fra 2015 planlægger regeringen en gradvis neddrosling af den finanspolitiske stimulans, som i år bidrager til væksten med mere end 0,25 procent af BNP.

Men i 2015 går det økonomiske støtteben til grænsen på tre procent af BNP, der er euro-reglernes grænse for underskuddet på de offentlige finanser.

- Den planlagte finanspolitik i 2014 og 2015 er stort set så lempelig, som den kan blive på grund af budgetlovens og EU-reglernes begrænsninger, siger overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, der er økonomiprofessor ved Københavns Universitet, og fortsætter:

- I lyset af, at aktivitetsniveauet ligger betydeligt under normalen i 2014 og 2015, er det godt, at man i disse år planlægger at lade den finanspolitiske stimulans gå til grænsen.

Fra i år har de økonomiske vismænd fået rollen som økonomisk vagthund over den økonomiske politik, som regeringen fører. Vismændene skal vogte over, at finanspolitikken lever op til budgetlovens krav, og at den langsigtet er holdbar.

- Det er fornuftigt at planlægge med en gradvis neddrosling af den finanspolitiske stimulans fra 2015, fordi der kan forventes en betydelig normalisering af konjunkturen fra 2014 og frem, siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

Overvismandens vurdering er, at de offentlige finanser grundlæggende er sunde. Der er dog i 2015 udsigt til et offentligt underskud, der vil ligge meget tæt på euroreglernes grænse på tre procent af bruttonationalproduktet.

- Det betyder, at selv mindre ændringer i forudsætningerne kan bringe saldoen på den forkerte side af underskudsgrænsen. Risikoen for overskridelse bør udgøre et opmærksomhedspunkt i planlægningen af finanspolitikken, lyder det fra overvismanden.

Under krisen fik Danmark i 2010 en henstilling fra EU om at nedbringe underskuddet til under tre procents grænsen. Målet er nået, og Danmark er sluppet af med EU-henstillingen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...