Vismand: Der er ingen ny boligboble på vej

Vismand, økonomiprofessor Claus Thustrup Kreiner afviser, at en ny boligboble er ved at blive bygget op.

27. maj 2014 19:27

Det er overdrevent at tale om en ny boligboble i de egne af landet, hvor priserne er steget mest. Det siger vismand, økonomiprofessor Claus Thustrup Krenier på et pressemøde, som de økonomiske vismænd holdt efter mødet i Det Økonomiske Råd tirsdag.

- Der er ikke tale om en boble. Priserne er steget meget, især i København, men når man korrigerer for inflation, er priserne på 2004-niveau, siger Claus Thustrup Kreiner som svar på et spørgsmål om netop en ny boligboble.

Flere økonomer, deriblandt Danske Banks cheføkonom Steen Bocian, var i sidste måned ude med kommentarer om en boligboble, efter at huspriserne i hovedstaden over et år var steget med 11,3 procent.

- Vi er ikke på boligboblens rand. Men vi har retning imod den, og vi kan se den, sagde Steen Bocian til dagbladet Børsen.

Gennem nullernes buldrende opsving var huspriserne på himmelflugt blandt andet på grund af VK-regeringens skattestop fra 2001 samt indførelse af afdragsfrie lån. Da krisen satte ind, sprang boblen, og huspriserne raslede ned og forværrede krisen i Danmark markant.

Set gennem vismandens krystalkugle er den markante forskel på boligernes prisudvikling i hovedstadsområdet og resten af landet - især på ejerlejligheder - også et udtryk for, at det også var den type boliger, hvor prisfaldet var størst under krisen, der satte ind i 2008.

Prisen på både enfamiliehuse og ejerlejligheder er steget i både nominelle og reale termer siden sommeren 2012, men boligboble er der ifølge vismanden ikke tale om.

De økonomiske vismænd ser en bedring på boligmarkedet med generelle prisstigninger på enfamiliehuse fra 1,4 i år, 2,4 procent næste år og 1,8 procent i 2016, men de betegnede det på pressemødet som en stigning i takt med inflationen.

Vismændene ser en fremgang i dansk økonomi, der over de kommende år vil normalisere sig efter den årelange krise. Det betyder også, at renterne på eksempelvis fastforrentede boliglån vil stige fra de nuværende 3,2 procent til 4,5 procent næste år og 5,5 procent i 2016.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...