Vismand: Regeringen kan satse på boligskat

Regeringen opfordres til at overveje højere skatter på nordsøolien og boliger efter trepartssammenbrud.

Vismand: Regeringen kan satse på boligskat

Regeringen kan godt undvære gevinsten fra trepartsaftalen, som fredag brød sammen. Et alternativ kan være at øge skatterne på boliger og nordsøolien, ifølge overvismand og økonomiprofessor ved Københavns Universitet, Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

Det skriver Information lørdag.

Hans Jørgen Whitta-Jacobsen understreger, at regeringen på papiret godt kan undvære indtægten fra trepartsforhandlingerne - fire milliarder kroner og 20.000 flere i arbejde.

- Men hvis du vil have den mindste plads til at udvikle velfærdssamfundet - og ikke hæve skatterne - så er det nødvendigt med yderligere reformer, siger han til Information, og fremhæver to reformer, som kunne komme i spil.

- Den ene er ejendomsværdiskatten som bør føres tilbage til at udgøre én procent af ejendomsværdien. Og den anden er at se på beskatningen af nordsøaktiviteterne. Det kan man sige er de lavthængende frugter, siger overvismanden.

Hverken den tidligere eller den nuværende regering har dog hidtil ønsket at følge vismændenes råd og lade ejendomsværdiskatten blive på én procent fra 2013. En forhøjelse, som på langt sigt til kunne give mellem syv og ni milliarder kroner.

Mens Venstre har takket nej til at beskatte boligejerne mere, så finder Enhedslisten forslaget interessant.

- Det er en god idé at kigge på netop boligskatterne, da man i dag hvert år giver boligejerne en skattelettelse, siger Johanne Schmidt-Nielsen (EL) til Information.

- Og hvad angår nordsøolien? Der er den nuværende beskatning jo en ren katastrofe, så det er bare med at komme i gang, mens der stadig er olie tilbage, siger hun.

Finansminister Bjarne Corydon (S) fastholder en "usvækket ambition" om at finde pengene og de ekstra hænder fra trepartsforhandlingerne, men han vil ifølge Information ikke løfte sløret for, hvordan det skal indfries.

/ritzau/