Visse-damer vil helst op mod Hvide Sande KFUM

Fodbold 9. marts 2003 07:00
JYLLANDSSERIEN, DAMER Sindal IF 2-Visse IF 24-26 (10-11) Topscorere for Visse IF: Maria Henriksen 9, Lotte Hvidberg 8. SINDAL: Der hersker ingen tvivl. Visse-damerne er lige så sikre på andenpladsen, som Aalborg KFUM er på førstepladsen. Om de skal møde Aalborg HK eller Hvide Sande KFUM i kvalifikationskampene om en plads i 2. division, nord, vil blive afgjort senere. I øjeblikket er Hvide Sande KFUM ønskemodstanderen. - Jeg har set begge hold og forstår ikke, at Aalborg HK's oprykkere ikke er bedre placeret. Hvide Sande ligner ikke en frygtindgydende modstander. Dermed ikke være sagt, at det bliver nemt, men Hvide Sande KFUM har afgjort et ringere hold end Aalborg HK, vurderer Visse-træner Henrik Carlsen. Med de to point fra returkampen i Sindal har Visse nu 28. Aalborg KFUM 2 fører med 32 point. Så holdene på tredjepladsen, Hjallerup IF og Hobro IK, begge 19 point, er for lang tid siden droppet ud af konkurrencen i toppen. Visse kom ud for en svær kamp i Sindal-hallen. Værterne stillede op med tre oversiddere fra 1. divisionsholdet og lagde ud med lyn og torden og en føring på 4-1, inden spillerne fra Gug var på plads. De kom sig hurtigt over Sindals bragende indledning. Visse-damerne fik hold på forsvaret, og fra 2. halvlegs start begyndte de for alvor at trække fra. Henrik Carlsen havde ingen indvendinger mod kampens sværhedsgrad. - I forhold til de kampe, der ligger foran os, er det godt at blive presset. Vi overlevede i Sindal og fik faktisk en rigtig god kamp ud af besøget. Siden returopgøret i Sindal har Visse-holdet spillet ude mod Aalestrup KFUM's jyllandsseriehold, og vundet 27-16 i pokalturneringen Jydsk Cup. I eftermiddag skal Visse spille returopgør ude mod Nibe HK, der med 14 point hverken kan nå det ene eller andet. brula
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...