Visse er godt på vej til tredje kval-runde

Fodbold 23. april 2003 08:00
Kvalifikation til 2. division, damer, 1. kamp Visse IF-Thisted IK 24-16 (13-7) Mål for Visse IF: Lotte Hvidberg 8, Maria Henriksen 6, Mulle Knudsen 3, Berit Woersaa 2, Malene Nielsen 2, Anja Larsen 1, Heidi Hansen 1, Pia Møller 1. GUG: Både Visse IF og Thisted IK må sande, at der er lang vej til 2. division, hvis tingene kikser i første kvalifikationsrunde. Her tabte Visse 14-17 og 16-18 mod Hvide Sande KFUM, mens Thisted-damerne fremtvang et tredje opgør mod RSU-Ringkøbing. De to taberhold spillede deres første indbyrdes kval-kamp i påsken. Returopgøret er sat til lørdag i Thyhallerne. Den samlede vinder skal ud i en tredje runde mod enten Varde eller Esbjerg, så den allersidste kamp i 2002-2003-turneringen kan tidligst være overstået midt i maj. I begyndelsen gjorde hverken Visse eller Thisted meget væsen af sig. Begge indledte noget krampagtigt, og efter 10 minutter stod der blot 3-3. Herefter begyndte Visse-træner Henrik Carlsen at røre på sig. Han omdirigerede forsvaret fra en flad opdækning til en mere aggresiv formation. Den taktik passede ikke gæsterne. De fandt aldrig et modtræk. Straks efter ændringen gik Visse afgørende i front fra 3-3 til 8-3 for siden at dominere. 20 minutter inde i 2. halvleg var føringen udbygget til 22-11, hvorefter hjemmeholdet begyndte at tage lidt løst på tingene. I forhold til Thisteds unge hold råder Visse over en langt større bredde. Træner-Carlsen gjorde brug af alle 12 spillere. Kollektivet fungerede fint. Enkelte profiler glimrede undervejs. I målet havde Camilla Fredenslund en god dag. I marken viste de to mest scorende, Lotte Hvidberg og Maria Henriksen, sig også som gevinster i løsningen af de defensive opgaver. - Vi burde have vundet større, men et forspring på otte mål er også et godt udgangspunkt for returkampen i Thyhallerne. I dag havde vi flere strenge at spiller. Jeg håber selvfølgelig, at det også gælder på lørdag, lyder det fra Henrik Carlsen. Trods en optimistisk indgang, tænder Carlsen også advarselslamperne. Han mener, at ethvert hold kan komme i modvind i Thyhallerne. Og Henrik Carlsen taler af erfaring. Han har selv prøvet det som spiller for både Aalborg HK og Hjallerup IF og ikke mindst som træner for Aalborg HS Nord's damer. brula
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...