Vitalråd skal rette op på skæv ernæringsdebat

Ernæring 19. september 2002 08:00

Et nystiftet Vitalråd vil tilføre debatten om vitaminer, mineraler og kosttilskud nye facetter. - Der har i mange år været ført en skæv debat fra Ernæringsrådets og Fødevaredirektoratets side. Det vil vi gerne rette op på, siger speciallæge Claus Hancke, der er en af initiativtagerne. Han oplyser, at det ikke er meningen, at Vitalrådet skal lægge sig i hælene på de to statslige institutioner som en aggressiv terrier, men at læger og ernæringskyndige i rådet gerne vil melde sig på banen som nogen, der mener noget andet. Rådet præsenterer sig fredag for offentligheden på Det Kongelige Bibliotek (Den Sorte Diamant). Et nyt EU-direktiv om kosttilskud er en medvirkende årsag til, at Vitalrådet ser dagens lys. Bl.a. vil Vitalrådet gøre opmærksom på åbenlyse urimeligheder ved direktivet. - Det er dokumenteret, at 200 mg selen per person per dag halverer risikoen for kræft i en befolkning, men det skal være seleno methionin, og det stof vil EU-direktivet forbyde. Derimod vil EU-direktivet tillade de uorganiske selentyper seleni og selenat, som ikke optages i organismen, siger Claus Hancke. Han vurderer, at EU agerer på grundlag af uvidenhed, men betegner direktivets restriktioner som overordentligt uhensigtsmæssige for befolkningen. Vitalrådet er stiftet af Dansk Selskab for Orthomolekylær Medicin - en international medicinsk retning der er grundlagt af vitaminforskeren, doktor Linus Pauling. I sin levetid opnåede Linus Pauling både at få Nobels Fredspris og en kemipris. Støttegruppe for det nye Vitalråd er en lille halv snes producenter af vitaminer og kosttilskud. Vitalrådet henvender sig til forbrugere, sundhedspersonale og myndigheder og skal sætte fokus på forskningsresultater. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...