Ernæring

Vitamintilskud i mørket

Madsen & Thrane væltede Hyttefadet med show

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Uffe Hansen kan vist godt finde de røde lamper frem på Restaurant Hyttefadet.

Jæ r flyt' te Fras'havn. Prøv at sige det. Højt. Med den rigtige flade fras'havnske accent. Først når du kan det, er du accepteret, optaget, integreret. Indtil da er det tålt ophold. Til første-, anden- og tredjegenerationsindvandrere. Som eksempelvis Knud-Erik Thrane, der kommer helt fra Skagen. Fras'havns nye enarmede tyveknægt ... Vi er på Hyttefadet. På havnen i Fras'havn. En by med apostrof i sit navn. Og et ekstra bogstav i alfabetet. Det er fredag aften efter en uge, hvor globaliseringen igen var ude med riven. Tid til en ny omgang Wækst & Wilje. Med Madsen & Thrane. Jan Michael og Knud-Erik. De sætter ord på livets gang her i verdens røvhul ... undskyld, navle, og de er bedst lige der i den dagsaktuelle satiriske kommentar. "Den nat da Fras'havn den døde" er ganske vist genbrug. Fra sidste gang, vi fik en mavepumper. Og rejste os fordi: - Fantasien den steg, fik luft og føde. Man ku' snakke løs på kryds og tværs. Idéer fik lov at stige til vejrs... Nu er den gal igen, og vi skal vove at tænde håb. - Men tænk dig om, før du går, til et sted, du ikke kender. Brug det inderste af dig, så lykken aldrig vender. Du kan blive så lykkelig som aldrig før, så glad hvis du tør, at søge mod et ukendt sted. Det ér da smukt og et dejlig budskab at tage med på den nye rejse. Nye numre og genbrug Wækst & Wilje IV er en håndfuld nye numre og anekdoter blandet med genbrugsgodbidder fra tidligere shows. Kamma & Villy Åge fra Kvissel, for eksempel. De må være i nær familie med Niels Hausgaards svoger og svigerinde. Fremragende er Kim Larsens Blaffersangen, med en meget lang og vidunderlig intro, hvor Jan Michael filosoferer over Kvisseldrengen, der faldt ned mellem forskellige årtier. Nå-generationens møde med de unge pædagoger fra Hjørring Seminarium. Med lilla ble og hængepatter: - Æv bæv, I var ikk' mæ i tresserne... - Nå. .! Dynamisk duo De supplerer hinanden som Gøg & Gokke, Keld & Dirch, Kaj & Andrea, Anni & Erik... Jan Michael som det frække, øretæveindbydende DAMP-barn. The storyteller. Konstant balancerende på kanten af det overspillede krukkeri trækker han historierne ud i endeløse, pinagtige detaljer. Nord og især syd for navlen. I Kvissel bliver de ikke steriliseret, men kastreret. Når nu de ér bedøvet, vil de ha' noget for pengene. Først for sent opdager de, at de ender deres dage på genbrugspladsen. I containeren med "jern uden vedhæng...". Knud-Erik Thrane som den gennemmusikalske kapelmester, der kæmper for at komme til orde. Og hopper og springer som lederen af FCK's heppekor. Men han har et problem med udtalen. Dialekten. Vi tager den en gang til: Jæ r flyt' te Fras'havn. Madsen & Thrane er kærlig satire på højt niveau. Lige den slags vitaminer, vi har brug for. Her i sensommerens mørketid. Madsen & Thrane deler vitaminpiller ud igen på Hyttefadet næste fredag og lørdag.