Vittig sød og harmløs

film "Hollywood Ending" For Gud ved hvilken gang spiller Woody Allen rollen som sig selv i sin nyeste film. Denne gang under navnet Val Waxman, der er en filminstruktør, som på grund af sine neuroser og andre mærkeligheder er endt med at lave reklamefilm. Filmbranchen - altså den rigtige - er forlængst færdige med ham. Han er umulig at arbejde sammen med. Nu får han en sidste chance. Men inden starten på filmen bliver han blind. Det er en slags psykose. Det er ikke en fysisk lidelse, så blindheden vil fortage sig, når han får løst op for sin følelsesmæssige knude. Selv om han er blind, fortsætter filmoptagelserne. Han famler sig bogstaveligt talt frem i blinde. Og filmen bliver forfærdelig. Det er jo et meget sjovt plot, og "Hollywood Ending" er da også en gemytlig og vittig film. Selv om den er lavet i 2002 sidder man dog konstant og tænker, at det dog er underligt, at denne film er i farver. For den minder præcis om film fra 50'erne. Det gælder skuespil, kulisser, handling. Ja alt. Men de var nu også gode til de vittige film i 50'erne. Film hvor pointerne kommer som byger af en-linjes-vittigheder. Selv om Woody Allen er tæt på de 70 år, insisterer han stadig på at spille hovedrollen i sine film. Og han er såmænd også rimeligt som den hændervridende neurotiker. Men på et område fejler han mega-meget (og gør det i alle sine film): Han nægter at erkende sin alder. I denne film spiller han igen op ad en flok meget-meget yngre kvinder. Hans kæreste i filmen er i 20'erne, mens hans ekskone er i 30'erne. Og det er altså ikke realistisk. Find dog et spejl, Woody, og se det i øjnene: Du er en ældre herre. ÆLDRE!!! Måske kunne Woody Allen oven i købet komme ud af sin kunstneriske stilstand, hvis han erkendte, at han er en 70-årig filmmand. Hvis han skrev en rolle til sig selv, hvor han var en ældre herre, som spillede sammen med ældre kvinder. Det ville give en realisme, som vi kendte fra Allens succesfilm for 20-30 år siden. Det kunne måske bringe ham tilbage i de lidt større biografsale. Men filmen er vitterligt vittig, sød og harmløs. Max Melgaardmax.melgaard@nordjyske.dk "Hollywood Ending". USA 2002. Instr: Woody Allen. En time, 54 minutter. Till. f. alle. Biffen i Aalborg.