Frankrig

Vive l’Arrogance

Leder Egoist-generationernes opførsel bliver stadig tydeligere i sport og politik ...

Sammenligningen er måske mere søgt end udsigt - men alligevel: Hvis det franske fodboldlandshold og (dele af) den franske regering har noget til fælles, må det være magtens arrogance. En arrogance, der måske - blandt meget andet - udspringer af ”mig-generationens” stærkt udtalte selvforståelse og derfor har universelle udløbere. Vive la France er blevet udskiftet med Vive l’Arrogance ... Et vanæret fransk landshold måtte forlade verdensmesterskaberne i fodbold i Sydafrika efter en opførsel, der var Egoisternes Vagtparade værdig. Der var sikkert mange årsager til holdets totale deroute, men adskillige analytikere hæftede sig ved, at en stor del af spillerne nok er glimrende boldspillere, men elendige holdspillere, fordi deres eget ego mere end noget andet er deres virkelige mål. I den politiske boldgade er præsident Nicolas Sarkozy, som i forvejen er trængt stærkt i defensiven, og hans regering presset til det moralsk yderste. To ministre er foreløbig røget, fordi de i magtens ulidelige arrogance brugte henholdsvis en statsbetalt formue på dyre cigarer og næsten en million kroner på et privatfly til - af alle steder - det nødstedte Haiti! Og præsidenten selv bliver knyttet stadig tættere til en pikant skatteskandale, der også involverer en ministerfrue og en aldrende millionøse. For nylig var det engelske parlament også belastet af en skandale, så fænomenet er ikke specifikt fransk. Men i Paris bliver det ekstra tydeligt, fordi de, der såvel sportsligt som politisk skulle være forbilleder, totalt svigter og gør det enten for egen vindings skyld eller af ren forkælelse. Begge dele er lige usympatiske. Selvrespekt er godt, men ”selvfedme” er direkte stygt, fordi den ikke alene udstråler manglende respekt for andre værdier, men direkte foragt. Det franske eksempel er selvfølgelig påfaldende; men tendensen er langt fra ukendt andre steder. Desværre tyder intet på, at det stopper, men på, at egoismen vil gøre sit indtog på stadig flere ”hold”, hvor der reelt er et dramatisk behov for at få hold på egoismen.