Viviani er en af de bedste

Ultimative krav til Valpolicella'en. Claudio Viviani er en dedikeret mand. Han taler i ét væk, mens vi sidder i hans lille, nyindrettede smagerum med hans Valpolicella i glassene.

Han har noget at have selvbevidstheden i, for når man har smagt hans vine, er det svært for hans kollegerne at komme bagefter. En gang imellem er det nødvendigt at minde ham om, at han skal skænke den næste vin, hvis vi ikke skal blive i byen hele natten. Efter køreturen på 30 kilometer derop fra Verona ville det i øvrigt ikke være for meget, at vi forlængede opholdet lidt. Ad snoede veje og en forbavsende masse kørsel i landsbyer, hvor selv en GPS har svært ved at begå sig, fandt vi frem til ejendommen på godt syv hektar. Vinen i glassene var en anden god årsag. Specielt hans Valpolicella Campo Morar (175 kr.), der er fremstilles efter ripasso-metoden, er en storslået oplevelse. Det er ikke husets topvin, men overraskelsen over den høje kvalitet på en Valpolicella lægger en del ekstra til oplevelsen. Ripasso-metoden anvendes, når en Valpolicella forstærkes ved lagring på presserester fra amaronefremstillingen. Og amarone produceres jo på druer, der har været tørret tre-fire måneder, inden vinificeringen sættes i gang. Derfor et vinen meget koncentreret og sukkerindholdet i druerne højt. Lidt af det kan overføres til den lettere Valpolicella. Alle vinene er velstrukturerede og rene. Den almindelige Valpolicella (67,50 kr.) er umiddelbar let at gå til, men ingen kan være i tvivl om kvaliteten. Det er fortræffeligt håndværk. Da vi nåede op i amaronerne, var der både håndværk og klasse. Jeg var nødt til at trække fem stjerne ud af posen med bedømmelser. Topvinen, Amarone Casa dei Bepi (450 kr., hvis den kan skaffes), lå på vippen til de meget sjældne seks stjerner, som betegner en enestående vin. Jeg formaster mig til at kalde amaronerne "moderne". Det udtryk bruger vi ofte, når vi taler om rene vine, hvor der ikke er en træt fornemmelse af iltning og råd fra de tørrede druer. I Vivianis verdensbillede findes der kun gode og dårlige vine, forklarer han med mange ord. Fornemmelse af iltning og råd er kun tegn på dårligt håndværk. Amarone er populær Det kan andre producenter så tænke nærmere over. Det samme kan vi forbrugere. Amarone er blevet utrolig populær. Typen er for mange blevet udtryk for høj kvalitet. Desværre er det ikke altid helt sådan. Lige som i alle andre vindistrikter forsøger nogle at score kassen ved at producere vin, som kun lige overholder minimumskravene. I Valpolicella har man endda haft problemer med, at lovgivningen ikke efterleves, så vin kaldes amarone uden at være det. Den slags bryder de seriøse producenter sig naturligvis ikke om, og kontrollen har hidtil ikke være skrap nok til at stoppe snyderiet. Vin af den type kan man også finde i Danmark. De gode producenter sætter langt højere grænser, end lovgivningen påbyder. Viviani er en af foregangsmændene. Han er bl.a. i gang med at omlægge sine marker, der ligger på en stejl sydvestvendt skråning. Han går fra den gamle opbindingsmetode, der hedder Pergola Veronese, hvor vinen vokser som i pergola, til lave vinrækker opbundet til tråd, som vi ser det i de fleste vindistrikter. Det giver bedre kontrol med stokkene og dermed bedre druer. Omlægningen er dyr, men kvaliteten følger med. Vi har sammen med Sigurd Müller Vinhandel, Aalborg, valgt Viviani som en af de seks producenter, der har leveret vin til hovedpræmien i årets sommervinkonkurrence, som indledes i dag. Der er både Valpolicella og amarone (250 kr.) i præmien.