VK 74 snuser til Eliterækken

Fodbold 10. januar 2003 01:00

AALBORG: Efter fem ugers julepause skal hovedparten af de lokale hold i kamp i weekenden. Starten på sidste halvdel af sæsonen bliver især spændende for VK 74 Aalborgs herrer, der trods oprykker i 1. division spillede sig i kvalifikationsspillet til en plads i Eliterækken i næste sæson. Der er seks hold i puljen og efter en dobbeltturnering mod Korsør, Lyngby Volley og Bedsted samt Esbjerg BVC og Middelfart findes deltagerne i landets bedste række i næste sæson. De to sidstnævnte var med i grundspillet i 1. division før jul, mens de tre førstnævnte er nye bekendtskaber. I den første kamp søndag har VK 74 hjemmebane mod Bedsted KFUM. Som det var tilfældet ved premieren i 1. division i efteråret, tager VK 74 én kamp ad gangen for at se, hvor det bærer hen, for pladsen i 1. division i næste sæson er sikret. Det er den til gengæld ikke for Shima Nørresundby, der er kommet i nedrykningsslutspillet hos damerne. Da et hold fra Odense trak sig fra 1. division undervejs, er der kun fem hold i Shimas pulje, og Solside-holdet får hjemmebane i den første kamp mod Ikast KFUM. Da de to hold mødtes midt i november, tabte Shima helt unødvendigt i Ikast. I 2. division for damer bør topholdet fra LKB-Gistrup ikke få problemer ude mod Thisted, der er placeret i den nederste del af rækken. LKB-damerne har imidlertid tidligere haft det svært mod undertippede hold. VK 74 Aalborg skal ude møde Skive, der er bedre spillende end pointstillingen antyder. Derfor skal Aalborg-holdet givetvis spille op til noget af det bedste for at få to vigtige point med hjem. Hos herrerne i ligeledes 2. division skal Svenstrup også på udebane møde Solbjerg, og gæsterne skal i sidste halvdel af sæsonen have så mange point som muligt for som oprykker at blive hængende i divisionen. Spillemæssigt kan Svenstrup sagtens være med, men lidt mere stabilitet vil gøre underværker. Også en del af førsteholdene i Danmarksserien skal i kamp. Således spiller LKB's bedste herrehold to kampe lørdag i Gistruphallen mod Munkebakken fra Frederikshavn og KVIK Simested i nævnte rækkefølge. Da de samme hold mødtes indbyrdes før jul vandt LKB'erne begge kampe uden at spille prangende. Akkurat som LKB trænger Shima Nørresundby også til point og det er der mulighed for lørdag i Aabybro, hvor Solside-holdet skal møde HIK Aalborg III og hjemmeholdet Aabybro i nævnte rækkefølge. De kommende modstandere er imidlertid begge stærkt spillende så Shima skal spille op til de flotte takter fra sidste sæson for at kunne hive en sejr eller to hjem. Weekendens program: Kvalifikation Eliterækken: Søndag kl. 16.30: VK 74 Aalborg - Bedsted KFUM. Nedrykning 1. division: Lørdag kl. 16.30: Shima Nørresundby - Ikast KFUM. 2. division damer: Søndag kl. 13: Skive - VK 74 Aalborg. Søndag kl. 15: Thisted - LKB. 2. division herrer: Søndag kl. 12: Solbjerg - Svenstrup. Danmarksserien herrer: Lørdag kl. 14.45: LKB - Munkebakken Frederikshavn. Lørdag kl. 16.30: LKB - KVIK Simested. Lørdag kl. 13.30: Shima Nørresundby - HIK Aalborg III. Lørdag kl. 15.15: Aabybro - Shima Nørresundby.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...