Børnepasning

VK - eller velfærd?

Det er dybt foruroligende at høre, at flere og flere forældre vælger privat børnehave. Det bekymrer mig meget, selvom jeg ikke har små børn.

Ikke at jeg ikke forstår forældrene, der er bekymrede for kvaliteten i de kommunale børnehaver. Jeg er bange for, det er med meget god ret, de bekymrer sig. Men, kære forældre, husk det nu næste gang vi skal til valg: Hvis I ønsker velfærd frem for skattelettelser, ja, så skal vi have en ny regering. Den nuværende regerings politikere klapper, hver gang en ny privat institution ser dagens lys. De vil jo privatisering, og de kan da sørge for, at kommunerne har så lidt råderum, så kvaliteten i institutionerne, er så ringe så flere vælger privat børnepasning. De arme pædagoger, skolelærere, dagplejemødre osv. bliver syge af stres, de skal løbe hurtigere og hurtigere, samtidig med, at de føler det er for dårlige forhold de kan byde børnene. Den kære Thor Petersen står for åben skærm og brillerer med, at vi er så rige i Danmark, vi snart ejer hele verden. Han skulle skamme sig. Vi er nogle stykker, der såmænd bare har lyst til at få tilført midler til, skoler, børnehaver, dagplejer, sygehuse, ældreomsorg osv. Men det allerværste er, at regeringen prøver på at bilde os ind, at de vil velfærd. Men de vil have pengene i borgerens lommer, og så kan vi købe private ydelser. Hvem mon bliver den store taber her? Det er vi rigtig mange der gør. Jeg er lykkelig over at se de nye meningsmålinger, der viser, at regeringen taber vælgere. Men det er så sandelig også på høje tid. Der er allerede sket megen skade. Det er til at blive helt oprørt over at høre og se den ene minister efter den anden, der står frem og prøver at bilde os ind, at det går godt. At der er tilført bunker af penge til både sygehuse og skoler. Vi er mange, der ser og oplever en forringelse i den offentlige sektor. Det er trist at se, og det er meget sørgeligt, at et velhavende land som Danmark ikke skal satse meget mere på, at få velfærd i verdensklasse. Der var nok et par politikere, der kunne trænge til en lille tur på sygehuset, så de selv kan se, hvor stresset det hele er, både for patienter og personale. Nu må man jo ikke ønske nogen syg, og det gør jeg da heller ikke. Men det er virkelig en katastrofe, at vores sundhedssektor er ved at blive totalt ødelagt. Dansk Folkeparti er som bekendt regeringens støtteparti. De skal da bare slet ikke komme mere og bilde os ind, at de er til for de små og ældre i samfundet. Det er med deres stemmer, at velfærden er blevet ringere og ringere. Hvorfor skal vi ikke give vores børn pasning i verdensklasse? Der skal være personale til at tage vare på de små, og der skal være mulighed for udflugter. Det burde være sådan, at man som ansat i den offentlige sektor blev belønnet langt mere. De yder en kæmpe indsats mange steder, og hvad er takken? Ja de skal lige spare lidt her og der, og så løbe lidt hurtigere medens de er der. Er det noget at byde de ansatte? Skulle vi ikke alle med glæde betale vores skat til at vi kan få en ordentlig offentlig sektor, jeg er sikker på det ville være en god investering.