EMNER

VK for bedrevidende

Det er en god dansk tradition, at en regering, inden den vedtager en lov, indkalder lovforslagets implicerede parter - lytter til dem og handler derefter.

Dette har altid været en hjørnesten i den danske beslutningsproces; en af grundene til, at danskere har så meget større tillid til politikerne end andre europæiske lande: Borgerne organiserer sig i interesseorganisationer, og politikerne benytter sig af den viden om de faktiske vilkår, som organisationen har, og som politikerne, fuldt forståeligt, ikke er i nærheden af at besidde ¿ det er det, man med et godt moderne udtryk kalder en win-win-situation. Desværre har de seneste par år vist en stigende tendens til, at man har forladt dette glimrende princip. Man er simpelthen i regeringen af den overbevisning, at lige meget hvad sagen drejer sig om, så ¿ved vi bedst¿. En sådan form for bedrevidenhed på regeringskontorerne er en trussel for hele den danske beslutningsmodel, og skaber naturligvis en vis form for politikerskepsis. Hvor demokratiet tidligere også var til stede mellem valgene, bliver man som vælger i dag blot spist af hver fjerde år med en sløret overbudsvalgkamp. De to uddannelsesreformer; gymnasiereformen og folkeskolereformen, er enestående eksempler, men også i processen op til kommunalreformen og politireformen har man fra regeringens side bevidst valgt at se bort fra, hvad organisationerne på områderne har haft at sige ¿ med dårligere resultater til følge. Det er samme arrogance, der ser ud til at føre de offentlige ansatte ud i lønkonflikt til foråret. I stedet for at samarbejde med fagforeningerne og de faglige interesseorganisationer på at løse den gabende ulighed der de seneste år er opstået mellem den offentlige og private sektor, vælger man at gå enegang for at tilfredsstille ganske bestemte vælgergrupper. Det er respektløst overfor borgerne, og ender med at få store konsekvenser for det danske samfund. En regering hverken kan eller skal være eksperter på alle områder, men de skal bevæge sig ned fra piedestalen og lytte til de argumenter, ¿folket i felten¿ fremfører ¿ også selvom de måske strider mod deres egne. Det er deres pligt som folkevalgte. Politikere er ikke eksperter i alt ¿ så de skal ikke opføre sig, som om de var.