Arbejdsløshed

VK gambler med ledigheden

Beskæftigelsesministeriet har efter nogen tøven indrømmet, at antallet af langtidsledige er steget fra 32.800 personer i 2001 til 49.500 personer i 2004. I løbet af bare tre år med en borgerlig regering er antallet af langtidsledige altså steget med hele 51 pct.

Stigningen, der indbefatter personer, der har været ledige i mere end ni måneder, må siges at være uhyre eksplosiv. Når vi samtidigt ved, at regeringen i samme periode systematisk har skåret ned på uddannelse og jobtræning, tegner det efter min mening et billede af et problem, der vil tage til og blive værre, hvis ikke regeringen ændrer kurs, eller vi får en anden regering. Det særligt uhyggelige ved det høje antal langtidsledige er, at al erfaring viser, at det bliver sværere og sværere for ledige at komme i arbejde igen, des længere de går ledige. Derfor betyder det meget, at der hurtigst muligt sættes ind med en ny og mere effektiv politik. Indtil nu har regeringen slet og ret gamblet med ledigheden. Regeringen har taget dumme chancer, som de ledige nu må betale for. Som nytiltrådt ignorerede regeringen dønningerne efter nedgangen i verdensøkonomien i 2001. Stigningen i ledigheden var blot midlertidig, sagde regeringen. Men da det højt besungne opsving udeblev, og regeringen mere eller mindre nødtvunget måtte forholde sig til ledighedsproblemet, satte regeringen alligevel sin lid til, at et globalt opsving, der ifølge regeringen ventede lige om hjørnet, ville reducere arbejdsløshedsproblemet. Derfor valgte regeringen på trods af højlydt kritik at bruge krudtet på skattelettelser i stedet for i højere grad at bruge pengene på effektiv jobskabelse, som f.eks. ed at fremrykke vedligeholdelsesprogrammer inden for offentlige bygninger, vejanlæg, byfornyelsesprojekter etc. Selvom det er en objektiv og alment accepteret vurdering, at skattelettelser er en dårlig måde at sætte skub i beskæftigelsen på, valgte regeringen alligevel at gøre det. Regeringens kyniske vurdering har øjensynligt været, at der var flere stemmer at hente i skattelettelser. Men det ærgerlige resultatet er nu, at vi står med et stort og uløst arbejdsløshedsproblem. Hvad kan vi så gøre? Og hvad skal en ny og mere effektiv politik så indeholde? Først og fremmest skal vi bruge de penge, vi som samfund har, mere målrettet på investeringer i fremtiden og dermed jobskabelse. I stedet for at give skattelettelser til de rigeste boligejere nord for København, skal vi bruge flere penge på at renovere offentlige bygninger, sætte gang i byfornyelse mm. På den måde løser vi en række påtrængende problemer, ligesom vi skaber arbejde til bygningshåndværkere mm. Også vore gader, veje og jernbanenet trænger til renovering. Mange steder er der så store huller i fortovene og på vejene, at gangbesværede har svært ved at komme frem og så cyklister er ved at falde af i farten. Ved at vedligeholde disse strækninger løser vi nogle konkret samfundsproblemer, men vi skaber også en række gode arbejdspladser. På samme måde er det med en lang række andre områder, hvor vi som samfund kan vælge at vedligeholde og renovere til fordel for os alle og så samtidigt skabe arbejdspladser til folk, der går ledige. Det skal i øvrigt bemærkes, at løbende vedligehold og renovation i tide er langt mere økonomisk end panikløsninger i sidste øjeblik. Derudover skal vi som samfund turde at satse langt mere massivt på uddannelse. Både i form af vore grund-, ungdoms- og videregående uddannelser, men også i form af efter- og videreuddannelse. Med et højere uddannelsesniveau vil vi som samfund bedre kunne klare konkurrencen med udlandet, og vi vil få en langt mere omstillingsparat og fleksibel arbejdsstyrke. Derfor skal det også gøres langt lettere for både folk i arbejde og for arbejdsløse at efteruddanne og opkvalificere sig. Nu ved jeg godt, at det kan virke selvmodsigende, at tale om mere uddannelse, når netop en af vore bedst uddannede grupper - akademikerne - har så stor en ledighed. Men det skyldes efter min mening, at vi som samfund er for ringe til at udnytte det arbejdskraftpotentiale, vi faktisk har. Isbryderordninger og andre tiltag har tidligere vist, at akademikere hurtigt kan tjene sig selv ind, hvis de får lov at vise deres værd i en privat virksomhed. Derfor skal vi have sådanne ordninger på banen igen. Endelig har regeringens massive besparelser på den offentlige administration den store ulempe, at yngre kræfter ikke kommer til i tide, så de står parat til at overtage, når den store generation af 50-60årige om få år forlader arbejdsmarkedet. I stedet for ansættelsesstop i kommuner, amter og stat bør vi se det som en investering i fremtiden at ansætte yngre medarbejdere i tide, så de kan tage over, når andre trækker sig tilbage. Der er meget at gøre for at få gang i beskæftigelsen. Også langt mere end det, jeg har nævnt her. Det handler kort fortalt om politisk vilje. Hvis ikke regeringen har denne vilje, håber jeg snart, vi får et folketingsvalg med et efterfølgende regeringsskifte. Danmark har akut brug for politisk fornyelse og gang i beskæftigelsen.