Lokalpolitik

VK må standse blokpolitikken

Hver gang Anders Fogh Rasmussen som statsminister i en VK-regering har støttet sig til Dansk Folkeparti, har han dyrket ren blokpolitik. Det kan flertallet af danskere ikke være tjent med. Hver eneste lov, der er vedtaget alene med regeringspartierne og DF, må betragtes som en dårlig lov.

Hvad nytter det, at det under valgkampagnen forlød, at 80 procent af vedtagne love var sket med et bredt flertal, når der netop iblandt de 20 procent af lovene findes sådanne, som er så vitale for Danmark, at de kun burde være blevet til lov med et meget bredt flertal. Her tænker jeg først og fremmest på lovkomplekset om kommunalreformen. Fordi denne lov blev vedtaget kun med bistand af Dansk Folkeparti, skulle den aldrig have været vedtaget. Skønt venstresympatisør synes jeg, det er det dårligste stykke parlamentarisk arbejde, Anders Foghs regering har præsteret. Her er ikke anvendt det, man kalder det muliges kunst, fordi næsten halvdelen af folketingssalen ikke blev hørt i tilstrækkeligt omfang og således blev holdt uden for i den afgørende fase. Det er et eksempel på misbrug af et parlamentarisk flertal. Det er simpelthen demokratur. For at der kan rådes bod på denne skandale, må kommunalreformen nødvendigvis omforhandles. Forud for forhandlingerne om Danmarks kommende kommunalstruktur havde alle ansvarlige partier i Folketinget udarbejdet et vel gennemtænkt materiale mærket af hvert enkelt partis forventninger til rammen for den kommunale struktur. Selv om hvert parti sikkert havde produceret en strukturplan, som det kunne ønske blev gennemført, havde næppe noget ansvarligt parti turdet regne med, at netop deres plan blev vedtaget. Heller ikke regeringspartierne. Selv om Venstre og Konservative internt havde udarbejdet et materiale, som de måske syntes var verdens bedste idé til en kommende kommunalstruktur for Danmark, så gælder det her som generelt, at "det bedste er det godes fjende". Kun forkælede børn får deres vilje. Alle andre må ansvarligt tage hensyn til helheden. Hvis regeringspartierne alvorligt mente at have udarbejdet den bedste kommunalreform for Danmark, så er den ikke god nok. Den er nemlig ikke god nok for Danmark, før et meget bredt flertal af folketingets partier har sat sit fingeraftryk på den, eller i det mindste stemmer for et forslag, som stort set alle kan gå ind for. Først da er der præsteret det muliges kunst. Udgangspunktet for forhandlingerne skuffede mig derfor. Som fjende af det muliges kunst fik nemlig Dansk Folkeparti lov til at blande sig i utide. Før regeringspartierne begyndte en forhandlingsrunde med oppositionspartierne, lod de alle vide, at man på forhånd havde et flertal hjemme, idet man havde indgået en pagt med regeringens logrende hale, Dansk Folkeparti, som næsten med bind for øjnene havde sagt ja til regeringens forslag; bare de som det forkælede barn fik deres vilje - og magt. Den udmelding burde anstændigvis og i demokratiets gode navn have været undgået. Den kom jo til at virke som en trussel eller nærmest som et damoklessværd over hovedet på forhandlerne fra oppositionspartierne. Det var i hvert fald opskriften på ren blokpolitik, og det kan ingen demokrat være tjent med i en sag, der gælder hele Danmark. Hvad jeg havde forventet af indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen som regeringens chefforhandler i strukturdebatten var, at han havde samlet repræsentanter fra alle folketingets partier og fremsat en erklæring i lighed med denne: "Hør her gode danske demokrater. Nu har Venstre og konservative som regeringsbærende partier udarbejdet et udkast til en ny kommunalreform for vort land. Men tro endelig ikke, at vi bilder os ind, at det er den endelige plan. Det er jo kun regeringens udkast. For at vi kan sikre os, at der kan stå et stærkt og solidt flertal bag vedtagelsen af den nye kommunalstruktur for Danmark, må vi nødvendigvis lytte til, hvilke bidrag I hver for sig fremkommer med, så vi kan sikre os, at strukturreformen kommer til at gælde hele den danske befolkning og ikke blot den del, som Venstre og konservative repræsenterer. Vi vil i den kommende tid aftale forhandlingsmøder med parti efter parti, og her vil vi lytte til de nye impulser, der vil fremkomme, således, at vi efterhånden får det bedst tænkelige resultat ud af forhandlingerne. Det skylder vi vore vælgere". Den erklæring blev - desværre - ikke fremsat. Men det kan nås endnu. Regeringen må i hvert fald gøre noget for at vise, at den ikke fortsat vil føre blokpolitik. I forbindelse med de netop gennemførte forhandlinger med alle Folketingets partier forlyder der, at Anders Fogh Rasmussen ønsker at frigøre sig fra Dansk Folkeparti. Det var virkelig også på tide.