Socialforsorg

VK-regeringens visioner: Fremtiden må klare sig selv

FINANSLOV:Da statsministeren steg på talerstolen ved Folketingets åbning i oktober sidste år, var et af hans hovedbudskaber, at han ville skabe et samfund, hvor alle får en fair chance for at udnytte deres evner – hvor man kan bevæge sig fra en tilværelse som bistandsklient til et liv som bankdirektør. Den målsætning kan man desværre ikke genfinde i regeringens forslag til finansloven for 2004. Derimod tegner der sig et billede af en finanslov, hvor - der ikke sættes ind mod den stigende ledighed - regningen for regeringens skattepolitik sendes videre til fremtidige generationer - der skæres ned på de svagestes livsvilkår – trods løfter om det modsatte - velfærden sættes på vågeblus Siden Anders Fogh Rasmussen blev statsminister, har 30.000 mistet deres arbejde. Det svarer til, at 50 hver dag, den borgerlige regering har siddet, er gået fra arbejde til ledighed. Dette faktum har regeringen hidtil valgt at vende det blinde øje til. Først ville man slet ikke erkende, at ledigheden overhovedet steg. Da presset blev for stort, undskyldte regeringen sin passivitet med, at opsvinget nok lå lige om hjørnet. Forud for præsentationen af finansloven annoncerede man så overraskende, at en beskæftigelsesplan alligevel var på vej. Ikke desto mindre er regeringens finanslov nærmest kemisk renset for konkrete bud på, hvordan vi skal få sat gang i beskæftigelsen. Tværtimod satser man på dagpengebesparelser og mere brugerbetaling på den uddannelse, der skal hjælpe folk til at forblive i arbejde. Samtidig vokser gruppen, der henvises til overførselsindkomster, stadig. Næste år vil godt 13.000 flere ende på offentlig forsørgelse. Alt i alt viser det billedet af et arbejdsmarked, der har brug for handling nu. Imens nøler regeringen. I løbet af regeringens to år på landets øverste taburetter er behovet for at fremtidssikre velfærdssamfundet vokset dag for dag. Og med finanslovsforslaget for 2004 bliver situationen blot yderligere kritisk. Regeringen har nemlig valgt at lade fremtidige generationer betale for sit skattestop og sine minimale skattelettelser. For andet år i træk falder overskuddet på statens budget (DAU-overskud). Dermed vælger regeringen endnu en gang at slække på tilbagebetalingen af statsgælden – og dermed vælger den også, at der skal være færre penge til velfærd i fremtiden. I det hele taget bærer regeringens finanslov præg af, at fremtiden må klare sig selv. Der er ingen nye investeringer i den forskning og uddannelse, der skal sikre jobs og dermed grundlaget for vækst og velfærd fremover. Med blikket fast rettet mod næste valgkamp lader regeringen gælden til fremtiden vokse. - Jeg vil ikke acceptere, at skattelettelser til de bedre stillede skal finansieres ved at tage pengene fra de svagere stillede, sagde Anders Fogh Rasmussen på Venstres landsmøde i 2002. Denne kontante udmelding var en afvisning af Venstre-borgmester Søren Pinds forslag om at finansiere skattelettelser ved at lade overførselsindkomsterne regulere efter inflationen i stedet for efter udviklingen i priser og lønninger. Ikke desto mindre bryder statsministeren sit løfte til de svageste med denne finanslov. På områder som SU, boligstøtte og børnecheck gennemfører regeringen netop denne form for regulering. Dermed har regeringen taget det første afgørende skridt mod et totalt knæfald over Søren Pinds forslag. Regeringen strammede i sommer det økonomiske kvælertag på amternes og kommunernes økonomi. Det vil komme til at betyde flere forringelser på en lang række velfærdsområder som ældreomsorg, børnepasning og uddannelse. Med finanslovsforslaget havde regeringen derfor en enestående mulighed for at rette op på nedskæringerne i den velfærd, der møder danskerne i hverdagen. Desværre har regeringen ikke grebet denne chance. Tværtimod. På store områder som sundhed og uddannelse sker der stort set ingenting. På sundhedsområdet skæres der ned på indsatsen mod ventelister, og den stort anlagte satsning på IT i folkeskolen viste sig at være et decideret bluffnummer. Den borgerlige vision for udviklingen af velfærden er simpelthen ikke-eksisterende. Velfærden er sat på vågeblus. Taberne er mange og vinderne få. Med finansloven leverer regeringen ikke svar på de store og væsentlige udfordringer såsom den stigende ledighed, investeringer i fremtiden og gældsafviklingen. Regeringen begunstiger de få: landmændene, boligejerne og den tunge del af erhvervslivet. De, der taber på næste års finanslov fra regeringen er store befolkningsgrupper: pensionister, de stadigt flere ledige, de unge, børnefamilierne, lejerne for blot at nævn nogle. Mennesker, som har brug for samfundets solidaritet i den livsfase, de er i eller under de vilkår de lever. Der er de – få – direkte vindere, som ikke overraskende med en borgerlig-liberal regering er landmændene, den tunge del af erhvervslivet og de rige boligejere. De tilgodeses via skattelettelser. Der er også dem, der indirekte vinder på Finanslovsforslaget 2004, fordi helt de får lov at leve i fred og ikke berøres som f.eks. finanssektoren. De, der taber direkte af Finanslovsforslaget 2004, er straks noget mere mangfoldige. De ledige – som vokser støt i antal – er næste års store bidragsydere. De skal bøde især i form af færre dagpenge. Men også børnefamilier, brugere af den kollektive trafik, de studerende og lejerne skal holde for og det kan gå farlig galt: Surt at være studerende med børn der bor til leje og tager offentlig transport og senere bliver ledig! Og så er der de indirekte tabere – Det er bl.a. dem, der rammes af regeringens manglende initiativ på særligt alvorlige problemfelter, som f.eks. de yngre generationer, der må døje med den statslige gældsbyrde og uren luft. Det er også dem, der er blevet stillet en indsats i udsigt af regeringen uden at denne har sat de nødvendige ekstra midler af på Finanslovsforslaget 2004, som f.eks. de seksuelt misbrugte.