EMNER

VK siger ét - og gør noget helt andet

Det er ikke så lidt, man skal høre fra Venstres tidligere borgmesterkandidat i Hjørring, Jørgen Lind Thomsen, her i valgkampens hede.

Han skriver både om alle regeringens lyksaligheder, og tro det eller lad være, men også om personlig troværdighed. Det er da også meget let at sige, at regeringens politik er blevet til noget, men ser på de faktiske tal, viser det sig jo at regeringen har gennemført en helt anden politik. 1. Regeringen siger, at den vil bruge flere penge på uddannelse, men regeringen har gennemført besparelser på 2,3 mia. ved at bruge færre penge per elev og 1,6 mia. på aftenskoler, værkstedundervisning o.l. Altså en samlet besparelse 3,9 mia., og det er bare på uddannelsesområdet! 2. Statsministeren har tidligere sagt, at regeringen vil føre "fremsynet miljøpolitik", men hvis man ser på 200 mio. kr., som regeringen ville bruge på naturgende kommende 4 år, er der ikke tale om en ekstrabevilling til miljøet. Pengene tager regeringen nemlig fra de allerede eksisterende miljøbevillinger. 3. Regeringen har også med oprettelsen af Familieministeriet sagt, at de ville give børnefamilierne bedre vilkår gennem pasningsgaranti. Endnu engang viser de reelle tal, at der faktisk spares en mia. årligt på pasningsgaranti og børnecheck. Så hvis Jørgen Lind Thomsen stadig mener, at regeringen gør som den siger, er han utroligt naiv. Sandheden er jo nemlig, at denne regering har utallige gange sagt ét, og gjort andet, og det viser ministeriernes tal igen og igen. At man så skal læse fra Venstres formand i Hjørringkredsen, begynder at tale om personlig troværdighed kan da ikke være rigtigt. Det må da være en vittighed, når man tænker på, at partiets formand en gang er blevet fyret som minister for kreativ bogføring. En formand, som tidligere var fortaler for minimalstaten, og som nu konstant prøver på at overbyde alle som var det VM i velfærd. Så kære Jørgen Lind Thomsen, du ved godt, at du har tallene imod dig.