VK-vanvidskørsel

Samfundets økonomi fungerer som en bil. Trykker man for lidt på speederen, kommer man bagud. Men trykker man for hårdt, bruger man al benzinen med det samme, og kommer bagud når den er brugt op. Det er en fin balancegang. Politikerne skal vise, at de formår at styre samfundets speeder, gear og bremser, samtidig med at Danmark ikke ender i grøften. VK-regeringen har tidligere vidst, at de ikke egnet som chauffør. Og nu er de ved at gøre det igen.

I årene fra 2005 til 2007 var det som at køre i en toptunet Mercedes på en nyasfalteret vej med vinden i ryggen. Den danske økonomi buldrede derudaf. Samtalekøkkener, fladskærme og biler skulle købes, bruges og skiftes ud igen. Regeringen inviterede til forbrugskapløb. Eksperterne havde dog øjnene på benzinmåleren og kølervæsken. ”De gode tider vil ikke vare ved. Økonomien løber løbsk”, lød det fra både Nationalbanken og de økonomiske vismænd. Men finansministeren havde travlt med at få os alle til at forbruge endnu mere. Samtidig kaldte Fogh økonomerne for pessimister med forældede teorier 2008. Finanskrisen rammer hele verden – og i høj grad Danmark. Det er ikke alle der har mærket det direkte. Men mange har mistet deres job. 3F frygter, at 2010 vil byde på 5.000 flere ledige hver måned. For det var sådan 2009 sluttede af. Samtidig er Danmarks samlede produktion per år, BNP, faldet med otte procent. Regeringen fyrede al benzinen af på at køre ekstra hurtigt i de gode år. Nu er tanken tom. Et nyt desperat forsøg på at få sat hjulene i gang har netop set dagens lys. Eftersom bilen alligevel står stille, er Finansministeren steget ud, og er ved at fylde et nyt sprængfarligt brændstof på. Det han selv kalder "den største økonomiske satsning siden 1960'erne". Satsning! En blanding der blandt andet indeholder skattelettelser til de rige og bredere veje til flere biler. Prisskiltet sidder stadig på benzindunken: 223 milliarder kroner. Penge som Danmark ikke har, men må låne i udlandet. Og samtidig kan vi fra bilens prima radioanlæg høre en optagelse af Foghs gentagne udsagn ”vi skal ikke have skattelettelser før der er råd til det” – ja, det kører bare for regeringen. Som før krisen er eksperterne skeptiske overfor regeringens kurs. For Danmark styrer mod stor arbejdsløshed og en kæmpe gæld. I mange år har vi i SF fået tudet ørene fulde af, at vi er økonomisk uansvarlige. Det er dog tydeligt, at den siddende regering, med den faste finanslovspartner DF, har taget patent på den titel. Sammen med Socialdemokraterne har SF nemlig vist, at vi har styr på finanserne og skattepolitikken. I sommeren 2009 fremlagde vi et gennemført og ambitiøst skatteudspil. Her gør vi rede for, hvordan hver brugt krone vil blive finansieret. SF er ikke bange for at tage et økonomisk ansvar. Med os bag rattet vil Danmark igen blive et land med styr på både velfærd og økonomi.