EMNER

VKO ind i uge to uden momentum

Politiken kalder det "frit fald" og skriver, at VKO-blokken "bløder". Deres seneste måling viser da også, at det nuværende flertal står til at miste ikke mindre end 15 mandater.

Hos Berlingske Tidende viser mandagens Gallup, at Venstre står til at miste ni mandater - det dårligste resultat i ni år. Bevægelserne er ikke lige dramatiske alle steder, men tendenserne er ikke til at komme uden om for Venstre, som må konstatere, at det ikke har været nogen fordel for Anders Fogh Rasmussen, at han selv har bestemt valgdatoen. Venstre erkender da også åbent, at det ikke er en perfekt start på generobringen af magten, men partiet har også en række argumenter for, at det slet ikke er så galt endda. For det første går vælgerne til Ny Alliance, og dermed bliver de bag Anders Fogh Rasmussen. For det andet går Socialdemokraterne ikke frem, og så hæfter Venstre sig ved de målinger, der viser, at Helle Thorning-Schmidt ikke nyder den store tillid som leder af landet. Alligevel varsler Venstre et skifte i valgkampen de kommende dage. Væk med de tunge gentagelser af kvalitetsreformens lyksaligheder og frem med værdierne, lyder planen, som skal vende Venstres nedtur til en optur, og dermed gøre det omvendte af sidste valgkamp, hvor Venstre startede godt og sluttede skidt. Sådan ser planen ud på papiret, men i valgkampe er det kun en tåbe, der ikke frygter momentum. Lige nu er det SF og Ny Alliance, der rider på en bølge af succes og optimisme, som har det med at være selvforstærkende. Hvis Socialdemokraterne også begynder at røre på sig i meningsmålingerne, kan Venstre få svært ved at holde smilet. Helle Thorning-Schmidt er berømt for sine evner til at føre valgkamp, og i går satte hun sig i bussen for at gøre det, hun er bedst til. Hun har nu to uger til at overbevise danskerne om, at de trygt kan skifte Anders Fogh Rasmussen ud med hende uden, at verden bryder sammen af den grund. Venstre vil gøre deres for, at danskerne i en forvirret valgkamp, vælger det sikre, men hvis det sikre er i "frit fald", så kan det argument blive svært at sælge.