VM 2006 spilles i Sverige

Sverige 19. september 2002 08:00

NORDJYLLAND: I konkurrence med Spanien og Tyskland har Sverige sikret sig mændenes VM 2006 i floorball. Den endelige beslutning blev truffet på det internationale floorball-forbunds seneste møde i Prag. Svenskerne skal nu beslutte hvor arrangementet skal afholdes, og umiddelbart synes to muligheder oplagte: Globen i Stockholm og Scandinavium i Göteborg. Sidste gang Sverige arrangerede A-VM for mænd var i 1996, og her fyldtes Globen med 15.106 tilskuere. Det tal er rekord for floorballsporten, men samtidig også for svensk indendørsidræt. Svenskernes mål er at gøre VM 2006 til det største og bedste VM nogensinde. Det danske landshold har deltaget ved VM-slutrunderne de seneste tre gange i henholdsvis Tjekkiet, Norge og Finland med to fjerde- og en syvendeplads som facit, og danskerne satser også på at være med ved næste slutrunde i 2004 i Schweiz. jop

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...