VM-bælte vil gavne Kesslers jagt på storkamp

Bokseren Mikkel Kessler rådes af ekspert til først at bokse mod Arthur Abraham og vinde tyskerens VM-bælte.

8. maj 2014 14:40

Det kan blive svært at finde en bokser fra det absolutte topniveau, der vil gå i ringen mod danske Mikkel Kessler.

Sådan lyder vurderingen fra den svenske bokseekspert Per Åke Persson, efter Kessler på et pressemøde onsdag fortalte, at han vil tilbage i bokseringen - men kun, hvis der kan laves en kamp mod én af verdens allerbedste.

- En form for titelkamp ville nok være smart for Kessler at starte med. Det kunne for eksempel være imod Arthur Abraham, som har WBO's VM-bælte, siger Per Åke Persson:

- For så er det interessant for Carl Froch eller George Groves at gå i ringen mod Kessler, hvis de kan vinde endnu en titel.

Den tyske-armenske bokser Arthur Abraham har ligesom Kessler Team Sauerland som promotor. Derfor ville det efter alt at dømme ikke være særlig problematisk at få en kamp op at stå mellem de to.

Men en kamp imod Arthur Abraham afviste Kessler blankt ved onsdagens pressemøde. Kessler mener ikke, Abraham er stærk nok, og danskeren vil kun bokse mod de allerbedste.

Den svenske bokseekspert er glad for Kesslers beslutning om at fortsætte:

- Han har stadig mange gode kampe i sig, lyder det.

- Men jeg synes, det fungerede godt, som han gjorde det ved sidste kamp. Altså at have en mellemkamp og derefter en storkamp, siger Persson.

Spørger man svenskeren, vil resultatet af kampen mellem Groves og Froch formentlig afgøre, hvem Kessler skal møde i sin kassekamp. Vinderen af den kamp virker i Perssons øjne som den mest oplagte og realistiske modstander for Kessler.

Groves og Froch møder hinanden på Wembley i London den 31. maj, hvor der bokses om flere bælter. Heriblandt IBF's VM-bælte.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...