VM-billetten skudt hjem

19-årig Aalborg-pige sikrede udtagelse af dansk kvindehold

Aalborg 3. juni 2003 08:00

AALBORG: En god præstation i sidste uges Grand Prix i Frankrig blev i går belønnet med en VM-billet til Aalborg Bueskyttelaugs 19-årige stortalent Jeanette Riis. Efter store overvejelser besluttede landstræner Ole Gammelgaard at udtage et dansk kvindehold, der udover Jeanette Riis består af Katja Poulsen, Holstebro, og Mathilde Andreasen, Århus. - Holdet har længe været på vippen, men ved udtagelsesstævnet i Middelfart forrige weekend nåede alle tre skytter over det krævede snit på 1260 point, og da især Jeanette Riis efterfølgende har gjort det pænt i Frankrig, vælger vi at give holdet chancen, siger Ole Gammelgaard med forhåbninger om, at den kvindelige trio kan hæve niveauet yderligere ved VM-stævnet i New York 11.-22. juli. Troen på VM-resultater, der kan udløse billetter til næste års OL i Athen, er dog langt større hos mændene, hvor bueskytteforbundet forlængst har udtaget et firemandshold, bestående af Dennis Bager og Hasse Lind, begge Aalborg, Morten Caspersen, Køge, og Bo Steimann, Roskilde. Anført af Aalborg-duoen har kvartetten ofte markeret sig i den bedre halvdel ved internationale stævner, og med fire deltagere er der gardering for en kikser ved VM, hvor kun de tre bedste skytter tæller i den vigtige holdkonkurrence. Her er det store mål for danskerne en top-8 placering, hvilket vil garantere OL-deltagelse for alle tre skytter både holdmæssigt og individuelt. Hvis det glipper, må skytterne forsøge at kvalificere sig individuelt med en forholdsvis høj slutplacering ved VM som krav. Bortset fra Morten Caspersen, der er forhindret, deltager både herre- og kvindeholdet 16.-23. juni i Grand Prix'et i Tyrkiet som sidste internationale prøve før VM. I begyndelsen af juli samles truppen til bl.a. fysiske tests i Odense, og 6. juli pudser skytterne formen af ved et stævne i Middelfart, inden turen går til New York.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...