Fodboldlandsholdet

VM-drømmen er i live

Rasmus Würtz tør fortsat håbe på en plads i Morten Olsens VM-trup.

Rasmus Würtz tør fortsat drømme om VM. Foto Torben Hansen

Rasmus Würtz tør fortsat drømme om VM. Foto Torben Hansen

AaB's Rasmus Würtz er kommet hjem fra ligalandsholdets tur til Thailand med en intakt VM-drøm. Midtbanespilleren ville bruge turen på at vise sine evner frem for Morten Olsen, og det projekt, føler han, lykkedes meget godt. Også selv om han måtte nøjes med små 100 minutters spilletid i de tre kampe, mens den direkte konkurrent, Martin Ørnskov fra Silkeborg, fik næsten 170 minutter på grønsværen. - Jeg ville selvfølgelig gerne have haft noget mere spilletid, det er klart. Og modstanden var noget begrænset i den kamp mod Singapore, hvor jeg startede inde. - Men jeg vidste jo godt, at Martin Ørnskov nok stod foran i køen, da han blev udtaget til turen før mig, siger Rasmus Würtz. - Når jeg var på banen, så føler jeg, at det gik godt, så jeg tror bestemt, at mit kandidatur har nydt godt at den her tur. Rasmus Würtz havde under turen til Thailand en samtale mellem fire øjne med landstræner Morten Olsen, hvor han fik at vide, hvilke ting, han skal arbejde med, for at blive bedre. - Indholdet af den samtale bliver naturligvis mellem landstræneren og jeg, men der er ingen tvivl om, at der stadig er lang vej til den endelige VM-trup. - Det kræver, at både AaB og jeg selv en rigtig god forårssæson, så det er det, jeg nu vil fokusere 100 procent på.