VM-drømmen lever: Dansk 3-0-sejr over Tjekkiet

Andreas Cornelius, Simon Kjær og Niki Zimling scorede, da Danmark kickstartede VM-håbet med sejr i Tjekkiet.

VM-drømmen lever: Dansk 3-0-sejr over Tjekkiet

På en iskold aften i tjekkiske Olomouc voksede det danske fodboldlandsholds håb om at komme med til VM i Brasilien næste år gevaldigt.

3-0 vandt danskerne over Tjekkiet i VM-kvalifikationens gruppe B på mål i anden halvleg af Andreas Cornelius, Simon Kjær og Niki Zimling.

En ny dansk sejr i tirsdagens hjemmekamp mod Bulgarien kan skubbe Danmark endnu tættere på en VM-billet. Den virkede ellers lidt langt væk efter blot to point i de tre første kampe.

Landstræner Morten Olsen overraskede med sin startopstilling, da han havde fravalgt sin mangeårige stamspiller på højrekanten, Dennis Rommedahl.

Brøndby-anføreren blev henvist til bænken, og i stedet for fik FC Københavns Nicolai Jørgensen chancen fra start.

Måske landstræneren håbede på, at Nicolai Jørgensen kunne fortsætte sit sublime samarbejde med FCK-holdkammeraten Andreas Cornelius, men der er forskel på at dominere i Superligaen og gøre det samme på landsholdsniveau.

Nicolai Jørgensen spillede en skidt kamp, og det var ikke mange aktioner, der lykkedes for ham. Tankerne gik for en stund tilbage til sidste måneds testkamp mod Makedonien, hvor han blev flået ud i første halvleg.

Så skidt stod det dog ikke til denne gang. 65 minutter fik Nicolai Jørgensen, inden han blev udskiftet med Rommedahl.

Andreas Cornelius - Superligaens topscorer - kæmpede bravt i front, men det var tit med ryggen mod mål, at angriberen fik bolden. Og så er det svært at score.

Til gengæld slog Cornelius, der netop er fyldt 20 år, omgående til, da han kort inden en times spil fik chancen med front mod mål.

Cornelius hamrede 1-0-målet - hans første for landsholdet - ind bag en chanceløs Chelsea-keeper Petr Cech. I det øjeblik forstummede al snak om Nicklas Bendtners fravær.

Cornelius voksede efter scoringen og var tæt på at få en flot assist, men Michael Krohn-Dehlis forsøg reddede Cech til hjørnespark.

Det var efter det hjørnespark, at Simon Kjær steg bedst op af alle og headede 2-0-målet ind, og så blev der stille blandt de lidt over 12.000 tilskuere i Olomouc. I slutfasen nettede Zimling til 3-0. Det var ligeledes Zimlings første mål for Danmark i karrieren.

Stephan Andersen havde trods status som reserve i franske Evian vundet målmandskampen og startede inde. Han virkede ikke alt for rusten, og fik hænderne på de forsøg, der kom fra tjekkerne.

Det var også spændende at se, om Morten Olsen turde starte med Simon Poulsen inde som venstre back. Sampdoria-spilleren sidder meget på bænken i Italien, men startede på banen fredag aften.

Simon Poulsen gjorde ikke det store væsen af sig, og til det er der vel bare at sige, at han i hvert fald ikke dummede sig defensivt.

Italien topper gruppe B med 10 point for fire kampe. Bulgarien har spillet fem kampe og har ni point på andenpladsen, mens Danmark på tredjepladsen har fem point for fire kampe - det samme som Tjekkiet.

Armenien har tre point for tre kampe, mens Malta er boksebold i gruppen med lutter nederlag.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.