VM er i gang - ligesom kvindehandlen

VM i Tyskland er skudt i gang - og dermed buldrer kvindehandlen også af sted. Frygten for, at endnu flere kvinder netop nu er blevet handlet til Europa som sexslaver, er overskyggende. Kvinderne er handlet ind til at tilfredsstille energiske fodboldfans og tjene ubeskriveligt mange penge til de griske bagmænd.

Sandheden er, at lige for øjnene af os, bliver kvinder handlet, tvunget eller truet ind i Europa, til VM i Tyskland, til Danmark, ud i hver enkelt flække i Danmark - til et liv i prostitution. En barsk og hård tilværelse som giver svære ar psykisk og fysisk. Det altoverskyggende problem er, at vi lukker øjnene for realiteterne omkring disse kvinder, vi ser ikke kvinden bag kroppen. Vi er ikke opmærksomme, og det er her fejlen ligger. For kvindehandel er et stort og stigende problem. Kvindehandel er uacceptabelt - og det er uanset, om der er tale om én kvinde, der bliver handlet, eller det er tusinder af kvinder. Vi kan og må ikke ignorere kvindehandel - slaveri hører ikke sammen med fodbold. Men mest af alt - slaveri hører ikke hjemme i 2006. Modargumenter er helt uforståelige. Kvindehandel er et spørgsmål om kriminalitetsbekæmpelse. Det er vigtigt at slå fast. Det er ikke et spørgsmål om udlændingepolitik. Prostitution og handel med kvinder og børn er på højde med narkokriminalitet, blevet en af verdens mest lukrative økonomier og en grænseoverskridende kriminalitet, der desværre kun har ringe risiko for straf. Derfor skal kvindehandel bekæmpes ved blandt andet at styrke et tættere grænseoverskridende samarbejde, f.eks. skal vi se på hvordan Europol, det europæiske politisamarbejde, kan få styrket sine beføjelser. Derved kan vi forhåbentligt redde én, hundrede, tusinde kvindeskæbner. Og det er det vi skal. For kvindehandel er et stort og stigende problem.