VM på vippen for ADH- keeper

madeleine gustafsson døjer med en alvorlig rygskade. Foto: Torben Hansen.

madeleine gustafsson døjer med en alvorlig rygskade. Foto: Torben Hansen.

AALBORG:Igennem de seneste par måneder har Aalborg DH's svenske landsholdsmålvogter, Madeleine Gustafsson (tidligere Grundström, red.), døjet med voldsomme rygproblemer, der opstod mellem to VM-kvalifikationskampe mod Montenegro i juni. Hun har ikke siden været i stand til at træne håndbold, og når holdkammeraterne i Aalborg DH er i gang med boldene, må den 29-årige svensker nøjes med forskellige motionsredskaber og lidt gymnastik. Ifølge Göteborgs Posten er hendes skade så alvorlig, at den kan tage fra et par uger helt op til to år, så hendes deltagelse ved VM-slutrunden i Kina i december er meget usikker. - Der er sat diverse specialister på, for at finde ud af, hvad der egentlig er galt med hendes ryg, som hun blandt andet har fået scannet, siger Aalborg DH-ejer Jan Hansen. - Det er meget svært at sætte en tidshorisont på, hvornår hun igen kan spille håndbold, så i første omgang afventer vi nogle meldinger fra eksperterne i denne uge. Madeleine Gustafsson kom for et år siden til Aalborg DH fra FCK Håndbold og har kontrakt med aalborgenserne for den forestående sæson. Også den tidligere Aalborg DH-svensker, Johanna Wiberg, er meget usikker i forhold til det svenske VM-hold efter en nylig skulderoperation. Hun forventes at være sat udenfor håndboldbanen i tre-fem måneder.