VM-roere fra Hadsund nåede "kun" til B-finalerne

Fire Hadsund-roere på vandet ved VM-stævne i tyske Brandenburg

Christian Noll Nielsen og Sine Christiansen var i ilden ved to forskellige VM-stævner.

Christian Noll Nielsen og Sine Christiansen var i ilden ved to forskellige VM-stævner.

Fire roere fra Hadsund Roklub har været i aktion ved to forskellige VM-arrangementer. For alles vedkommende havnede de lige uden for det allerbedste selskab blandt de seks bedste i A-finalerne. Ved VM for U23-roere i tyske Brandenburg deltog Christian Noll Nielsen i dobbeltsculler letvægt sammen med Sophus Johannesen fra Roskilde Roklub. De var tæt på sejr i B-finalen, men måtte se sig slået med tre sekunder af kollegerne fra Norge, I østrigske Linz blev juniorernes VM afholdt sammen med senior-VM i de bådtyper, der ikke er på det olympiske program. Hos juniorerne deltog Søren Ulsig og Jens Noll Nielsen på den danske otter. B-finalen blev en uhyre tæt affære med Tjekkiet, Rusland, Tyrkiet og Danmark i mål inden for fem sekunder. Den danske båd blev nummer fire, syv hundreddele af et sekund efter tyrkerne. Sidste hadsundroer i aktion var Sine Christiansen, der normalt ror dobbeltsculler, men som denne gang stillede op i den noget uvante singlesculler, der ikke er på det olympiske program. I B-finalen lagde hun hårdt ud, men derefter begyndte det at knibe, og stille og roligt gled hun tilbage i feltet og sluttede på en sjetteplads, 11 sekunder efter Østrigs Michaela Taupe.