VM-rytter til stævne i Aalestrup

1000 ryttere tilmeldt

Aalestrup Rideklub lægger i weekenden græs til stort stævne. Arkivfoto

Aalestrup Rideklub lægger i weekenden græs til stort stævne. Arkivfoto

Med 1000 tilmeldte ryttere kan den enkelte godt forsvinde i mængden, når Aalestrup Rideklub i denne weekend afholder ungheste- championat. Risikoen er dog ikke stor for Andreas Helgstrand. Som en der har vundet medaljer ved både verdensmesterskab og olympiske lege i sin karriere som dressur-rytter får han stor opmærksomhed. Også fordi hesten, han kommer på, ikke ligefrem er af almindelig klasse. Sieger Hit, hedder seks-åringen, og så vil mange heste-entusiaster vide, at der er tale om et af de smukkeste og mest ansete ridedyr i landet med en stamtavle, der inden for dressursporten vel nærmest er parallel med dronning Margrethes i menneskeverdenen. Andreas Helgstrand er sat til at ride søndag eftermiddag, men allerede fredag eftermiddag går det løs. Og han er bestemt ikke den eneste fremragende rytter, man kan opleve. Blandt andet er også den lokalt baserede Bettine Jæger med. I Aalestrup Rideklub er man med rette stolte af, at man både har kunnet finde kræfter og tillid til at lave det store arrangement. Både målt i frivillige timer og økonomi er der tale om en stor satsning, som man tidligere har formået at vinde og få ros tillige.