Aalborg

VM-tredjeplads til ung, aalborgensisk debattør

Verdensmesterskabet i debat havde i år en ung, aalborgensisk deltager. Resultatet blev en tredjeplads i gruppen af deltagere fra ikke-engelsktalende lande

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Emil Sondaj Hansen (midt) og holdkammerater lige før en debat i Singapore.Privatfoto

AALBORG:17-årige Emil Sondaj Hansen fra Aalborg er netop kommet hjem efter et udfordrende VM i debat i Singapore.

- Det handler om at kunne se tingene fra to sider - og kunne lide at argumentere, siger Emil Sondaj Hansen om interessen for at debattere.

Fem unge debattører fra det danske landshold blev nummer tre i gruppen af lande med engelsk som fremmedsprog. Deltagerne i debatkonkurrencen WSDC var gymnasieelever fra 53 lande. Det har været en lærerig oplevelse at deltage, fortæller den unge nordjyde.

- Jeg har lært meget af træningen op til. I gymnasiet går jeg mere op i engelsk, samfundsfag og historie, da debatten er meget faglig. Nogle cases skal man forberede sig og researche på i uger op til, siger Emil Sondaj Hansen.

Dansk debatkultur

Mange af de andre deltagere i konkurrencen var imponerede over, at Emil Sondaj Hansen kun har et halvt års træning i at debattere. Mange debattører har trænet i årevis. Han mener at have fået noget med hjemmefra.

- Jeg har altid talt om politik med mine forældre. Og så tror jeg, der er en generel konsensus omkring at debattere i Danmark. Vi lærer det allerede i skolesystemet, så jeg har også fået noget derfra, siger Emil.

Emils historielærer i gymnasiet anbefalede ham at deltage i udtagelsen til konkurrencen for et halvt år siden.

På torsdag starter han i 2.g på Aalborg Katedralskole. Her har han planer om at føre debatkulturen videre til sine jævnaldrende.

- Jeg håber på at kunne starte noget fedt op. Der er flere, der skal have lov at prøve at debattere på den her måde, siger den ivrige debattør.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.